© 2003 By Jørn Toustrup

EN PRÆSENTATION AF TILSTANDSDIFFERENTIERET PSYKOTERAPI

Tilstandsdifferentieret psykoterapi (TdP) er en ny psykoterapeutisk referenceramme, jeg har arbejdet på at udvikle siden midten af 1980’erne. Første gang præsenteret i tidsskriftet Matrix i 1993. I 1996 udkom bogen Strukturel fænomenologi og tilstandsdifferentieret psykoterapi, og endelig i 1999 bogen Tilstandsdifferentieret psykoterapi. I 1992 startede det første hold på den treårige videreuddannelse i psykoterapi på basis af referencerammen.

Grundlæggende Livs- og menneskesyn

Referencerammen bygger først og fremmest på den amerikanske psykiater Milton Ericksons karakteristiske menneske- og metodesyn, og på det livssyn vi finder indenfor Taoismen og Zen, med vægten på nærværet, medfølelsen og accepten og påskønnelsen af det givne - også det der er smertefuldt.
I forlængelse af erfaringerne fra Zen-meditation, og Milton Ericksons betoning af fænomenet trancetilstande, har den amerikanske neuropsykolog Jason Browns bøger og artikler om oplevelsens mikrogenese spillet en afgørende rolle for udviklingen af tilstandsbegrebet. Oplevelsens mikrogenese ser Brown både i et fænomenologisk og et neurofysiologisk perspektiv.

Med hensyn til smertens, medfølelsens og agtelsens afgørende betydning for forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske, spiller den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs romaner en central rolle som en yderligere uddybelse og eksemplificering. Det er en afgørende pointe i Dostojevskijs menneskesyn, at mennesket ikke kan leve sin menneskelighed ud uden værdighed, og at en påtagelse af et ansvar overfor vore medmennesker og overfor Livets krav er en forudsætning for denne værdighed.

Endelig spiller paradokset en central rolle for forståelsen af de kvalitative ændringer i vore oplevelser. Den paradoksale forståelse er fremtrædende i Taoismens og Zen’s forståelse af Livet, men også klart til stede hos Dostojevskij. Et afgørende paradoks hos Dostojevskij er, at forudsætningerne for vort engagement i Livet må gives os, inden vi kan tage initiativet og engagere os. Men samtidig kan disse forudsætninger ikke gives os, før vi tager initiativet og engagerer os. Terapeutens interventioner må ideelt set afspejle dette paradoks i overgangen mellem terapeutens afventen og terapeutens initiativ overfor klienten.

Et andet afgørende paradoks i menneskesynet indenfor TdP er, at relationen eller forholdet ses som den mindste enhed. Vi er en del af en helhed på en sådan måde, at vi som del (A) ikke er fraværet af helheden (B), og som helhed (B) ikke fraværet af delen (A). AB men ikke A. BA men ikke B.

Et forbindende fælles fundament for Milton Erickson, Taoismen/Zen og Dostojevskij er en fundamental tillid til at Livet er Godt. Man kan derfor, også i en terapeutisk sammenhæng, trygt acceptere og påskønne det givne som værdifuldt. Når vi opfatter det givne anderledes, er det udtryk for, at vi isolerer noget af det givne fra resten. Udgangspunktet for den terapeutiske kontakt er, at der er noget, der, i ethvert menneskes liv, stræber mod at den pågældende kan opleve sig selv og sine handlinger som noget, der er værdifuldt for mindst ét andet menneske. Denne betoning af det værdifulde for det andet menneske indgår i større eller mindre grad i alt, hvad vi oplever som grundlæggende værdifuldt. Ethvert menneske vil forsvare sig overfor at blive betvivlet eller hæmmet i denne stræben.

Tilstandsdifferentieret psykoterapi

Det centrale omdrejningspunkt i det terapeutiske arbejde indenfor referencerammen er oplevelseskvaliteten autenticitet. En afgørende kvalitet i autenticitetsoplevelsen er oplevelsen af en dyb, afklaret balance mellem konkurrerende kræfter - en balance der opleves som grundlæggende værdifuld.

Det er her en vigtig pointe, at det ‘sted’, hvor vi kan møde autenticiteten altid er givet os på forhånd. Vi må forsøge at finde autenticiteten i vort liv, men vi kan ikke skabe autenticitet, hvor der ingen autenticitet er.
Mennesket ses som søgende mod autentisk kontakt og eksistens. Terapeutens opgave ses i denne sammenhæng som dette at give klienten en autentisk kontakt og at give væsentlige dele af klienten en autentisk eksistens.

Når der indenfor referencerammen tales om at give klienten eksistens, skal det ses i lyset af, at relationen eller forholdet opfattes som den mindste enhed. Det vil sige, at først i det øjeblik et andet menneske har været vidne til og anerkendt éns oplevelse som værdifuld, har denne oplevelse eller denne opfattelse fået eksistens.

At anerkende et andet menneskes oplevelse eller opfattelse som værdifuld forudsætter ikke, at man er fuldstændig enig med den anden. Værdien af den andens oplevelse er også en afspejling af en fundamental tillid til, at den andens oplevelse, som en del af Livet, er værdifuld.

En grundlæggende værdsættelse af den andens oplevelse eller reaktion som værdifuld forudsætter altså en accept af det givne. Ethvert forsøg på at forandre klientens oplevelse eller reaktion er en afvisning af det givne, og vil dermed blokere for en kontakt med denne oplevelse eller reaktion. Det vil i næste omgang blokere for oplevelsens eller reaktionens eksistens - set i et relationelt perspektiv.

Derimod vil en accepterende bevidnelse af den andens oplevelse føre til, at den energi, der har været bundet i søgningen mod oplevelsens eksistens, frigøres, og klienten vil typisk opleve en efterfølgende lettelse - ind imellem nærmest befrielse. Paradokset er, at med accepten af det givne sker der en forandring af, hvad der er givet.

Muligheden for en autentisk værdsættelse af klientens oplevelse er naturligvis begrænset af terapeutens egen autenticitet, men kan række langt, hvis den er baseret på medfølelse og på terapeutens ydmyghed overfor sit eget begrænsede perspektiv. Terapeuten kan altså ikke værdsætte andet hos klienten med autenticitet end det, hans eller hendes egen autenticitet muliggør. Også i denne begrænsning møder klienten dog autenticiteten, bare fra en anden side. Dette møde med autenticiteten fra den anden side kan, for klienten, få afgørende betydning for, hvor autenticiteten fremover dukker op i hans eller hendes liv.

Da det er klientens oplevelse, der skal gives autentisk eksistens, er klientens initiativ og engagement afgørende, med henblik på at finde og skabe en dyb, afklaret balance. Derfor spiller det ordløse, afventende samvær en central rolle i terapien. Det betyder ikke, at terapeuten i denne afventen er passiv, men at terapeuten er engageret afventende på en måde, der støtter og fremmer klientens oplevelse af værdighed. Øjenkontakten i en sådan engageret afventen kan være intensiv.

Denne paradoksale zone - med terapeuten som aktiv og passiv på samme tid i kontakten med klienten - opfatter jeg som terapiens kerne. Terapeutens erfaringer fra meditative tilstande er yderst relevante her. Allerede i denne anerkendende afventen ligger der en forventning om, at ikke blot det aktuelle, men også det klienten er på vej til, er noget, der er påskønnelsesværdigt.

Påskønnelsen er, som allerede nævnt, ikke udtryk for, at det enkelte menneske ses som perfekt i sig selv. Med relationen eller forholdet som den mindste størrelse vil det Gode altid række ud over det enkelte menneske. Et menneskes værdighed ligger derfor ikke blot i det, han eller hun er, men også i det som han eller hun er en del af, det vil sige, i dette at være en del af helheden. Et menneskes værdighed er altså baseret på hans eller hendes anerkendelse af at være indordnet: at være en (helheds-) del.
Et menneskes autentiske oplevelse kan ligeledes, i en eller anden grad, ses som et udtryk for den pågældendes meningsfulde anerkendelse og accept af denne indordning. Ikke en indordning én gang for alle, men altid som denne indordning kommer meningsfuldt til udtryk i en konkret situation.

Tilstandsdifferentieret kommunikation og kontakt

Et andet centralt område er den tilstandsdifferentierede kommunikation og kontakt. Der skelnes her mellem fem forskellige tilstande. Disse fem tilstande har vidt forskellige måder at organisere indtryk på, og de enkelte tilstande fokuserer på vidt forskellige områder af livet. Der skelnes mellem et intellektuelt, abstrakt, mentalt niveau (IV), et analogt, intuitivt, konkret, ydre niveau (III), et følelsesmæssigt niveau (II), et absorberet, kropsligt niveau (I) og endelig et mystisk niveau (0). Bevægelsen fra niveau 0 mod niveau IV er karakteriseret ved en stigende grad af differentiering og en stigende grad af eksternalisering i forhold til kroppen.

Der er tre afgørende pointer i forbindelse med disse tilstande. Den første er, at de enkelte tilstande er specialister indenfor bestemte områder af livet. Den anden pointe er, at de enkelte tilstande ikke kan rumme hinandens oplevelseskvaliteter, selv om et højere niveau, med sine egne oplevelseskvaliteter, kan afspejle et lavere niveau. Det vil sige, at en given tilstands dominans i en bestemt situation vil nedtone de andre tilstandes bud på en opfattelse af sitationen, og dermed nedtone betydningen af de pågældende kvaliteter i livet. Den tredie pointe er, at måden, hvorpå vi søger kontakt med et andet menneske, er afgørende for, hvilken del (tilstand) af dette menneske vi faktisk får kontakt med som dominerende tilstand i kontakten.

Skiftet mellem de enkelte niveauers dominans i kontakten kan ske i løbet af sekunder. Det er en del af den terapeutiske videreuddannelses formål at skærpe terapeutens evne til at kunne bedømme, hvilket niveau der er dominerende i klientens problematik, samt at øge vedkommendes evne til at kunne etablere kontakt med det relevante niveau hos klienten.

Betydningen af det tilstandsspecifikke ses måske tydeligst i de tilfælde, hvor en tilstand, som i første omgang ikke har været inddraget i løsningen af et problem, senere bliver inddraget - fordi den første løsning viser sig ikke at være forløsende. I sådanne tilfælde vil inddragelsen af en ikke tidligere inddraget tilstand, ofte på en overbevisende måde, belyse det utilstrækkelige i den første ‘løsning’. Denne synliggørelse bevirker efterfølgende, at klienten forstår, hvorfor ‘løsningen’ af problemet i første omgang ikke blev forløsende.

Krav til terapeuten

På baggrund af autenticitetens afgørende betydning får spørgsmålet en central placering i terapien. Først og fremmest spørgsmålet: Hvorfor. Med dette spørgsmål eftersøges hele tiden, i en kompleks struktur, det kvalitative engagement: autenticiteten. Det er her afgørende, at klienten forstår, at når terapeuten f.eks. spørger: “Hvorfor gør du ‘det’?” er det ikke udtryk for en kritik, men derimod en opfordring til klienten om at vurdere, om det er noget han eller hun kan stå inde for. Spørgsmålet er, om handlingen er ledsaget af oplevelseskvaliteten autenticitet.

I forlængelse af den tilstandsdifferentierede forståelse får spørgsmålets timing og kontekst endvidere afgørende betydning for, hvilket niveau (tilstand) der aktiveres hos klienten. Terapeuten får i dette lys stor indflydelse på, hvilke muligheder der, gennem terapien, dukker op i klientens eftersøgning af autentisk kontakt og eksistens.
Endelig er nærværets afgørende betydning for kontakten og udviklingen af eksistens en vigtig udfordring til terapeuten indenfor referencerammen, idet lidelsen og smerten ses som det grundlæggende psykologiske problem.

Om man har fået diagnosen angst, depression eller skizofreni, kæmper man i alle tilfælde først og fremmest for at mindske lidelsen og smerten uden at miste værdigheden. Udfordringen for terapeuten ligger hovedsagelig i, at terapeuten må kunne være medfølende til stede i kontaktetableringen med den lidende del af klienten. Men også terapeutens ubestikkelighed med hensyn til egen autenticitet er en vigtig udfordring for ham eller hende.

Kombineret med nødvendigheden af at terapeuten kan være afventende overfor klientens initiativ/engagement forstærkes kravet til terapeuten om udholdelse af store mængder menneskelig smerte og frustration.

Indenfor referencerammen ses terapeutens evne til at være følelsesmæssigt nærværende sammen med klienten, i respekt for og tillid til klientens egen afklaringsproces, som vigtigere end terapeutens beherskelse af diverse terapeutiske metoder og teknikker. Ligeledes ses terapeutens livserfaring som afgørende for, hvor og om klienten, i det aktuelle samspil med terapeuten, kan finde autenticiteten i sit liv, idet det autentiske i stor udstrækning er almenmenneskeligt.

Perspektivet

Som man vil forstå, vedstår referencerammen sig at være normativ. Referencerammen indeholder en opfattelse af, hvordan det er godt for os at leve, og et tilbud om - gennem terapeutens synlighed og hjælpsomhed - at møde klienten dér. Der er altså tale om en opfattelse af, hvordan vi, i det hele taget, kan forbedre betingelserne for, at vi kan udfolde vor menneskelighed, og en understregning af at medfølelsen og respekten for den andens værdighed er uomgængelige i denne udfoldelse. Her må enhver metode og enhver teknik, hvor den er i konflikt med medfølelsen og værdigheden, underordnes medfølelsen og respekten for den menneskelige værdighed - som i sidste instans er en respekt for Livets udfoldelse og ukrænkelighed.

LITTERATUR

Asper, K.: Ravnen i glasbjerget, Gyldendal, København 1988

Brown, J. W.: Mind, Brain and Consciousness, Academic Press, N.Y. 1977

Dostojevskij, F. M.: Samlede værker 1 - 24, Stig Vendelkærs Forlag, København 1965

Enomaya-Lasalle, H.: The Practice of Zen meditation, The Aquarian Press, England 1990

Erickson, M. H.: The Collected Papers of... (Vol I - IV), Irvington, New York 1980

Kohut, H.: How does analysis cure?, The University of Chicago Press, Chicago 1984

Suzuki Shunryu: Zen Mind, Beginners Mind, Weatherhill, New york 1990

Toustrup, J.: Tilstandsdifferentieret psykoterapi, Matrix Nr. 3 - 1993

Toustrup, J.: Strukturel fænomenologi..., Golden Valley, Bagsværd 1996

Toustrup, J.: Tilstandsdifferentieret psykoterapi, Golden Valley, Bagsværd 1999

Chuang Tsu: Inner Chapters, Vintage Books, New York, 1974

Lao Tzu: Tao Te Ching, Vintage Books, New York 1972

<< Tilbage til Artikler