© 1999 By Jørn Toustrup - Artikel fra Ugeskrift for Læger Nr. 2 - 11/1 - 1999

© 2000 By Jørn Toustrup - Artikel 2

OM MEDFØLELSE MED PATIENTEN

Det diskuteres heftigt med jævne mellemrum, hvorvidt lægerne evner, og har viljen til, også at tage vare på de psykiske og følelsesmæssige behov hos mennesker indlagt med alvorlige sygdomme. Der har været en række klare og givende synspunkter i debatten. Der er imidlertid et aspekt, som ikke har fået den selvstændige opmærksomhed, som jeg tror det fortjener. Det drejer sig om medfølelsens plads og betydning som en forudsætning for kontakt i arbejdet med lindring af menneskers lidelse.
Igennem flere år har man kunnet læse, at det er vigtigt for professionelle behandlere at opretholde en (“professionel”) distance til det andet menneskes lidelse. Vi bliver ofte fortalt, at vi risikerer at blive “udbrændt”, hvis vi involverer os for meget. Jeg er bange for, at det forholder sig modsat. Jeg tror medfølelsen, som en vej til kontakt, er det vigtigste fænomen overhovedet i stort set ethvert forsøg på at lindre et andet menneskes lidelse.

Kontakt er livsvigtigt for os. Mennesker rejser jorden rundt for at opnå den og mister forstanden af ikke at formå det. Men på trods af at vi gør os store anstrengelser for at opnå kontakt, og at det har så voldsomme konsekvenser, når det mislykkes, kan vi have svært ved at fatte, hvorfor det ind imellem er så svært at etablere den.
For det første sætter vore samlede livserfaringer nogle grænser for kontakt, da en fælles livserfaring er afgørende for at opnå kontakt. For det andet kan der være store forskelle mellem de oplevelseskvaliteter forskellige mennesker bruger til at “forme” deres indtryk med. På samme måde som vi ofte husker enten det vi hørte eller det vi så i en situation, vil mennesker i et tilfælde reagere på (og bagefter huske) en situation med en logisk, analytisk, lineær forståelse af situationen, og i et andet tilfælde reagere med en følelsesmæssig, irrationel, intuitiv fornemmelse af situationen. Der er to pointer i dette.

Den første pointe er, at de oplevelseskvaliteter eller den oplevelsesstruktur der gør sig gældende i oplevelsesøjeblikket, senere udgør en uomgængelig forudsætning for at kunne forandre eller udvikle den pågældende oplevelse eller reaktion. Det vil sige, at denne første oplevelses”form” er afgørende for, hvordan vedkommende skal vende tilbage til det første indtryk, for at reflektere over det, og måske derefter opleve en ny (korrigerende) betydning af den første oplevelse.

Den anden pointe er, at bestemte oplevelseskvaliteter eller oplevelsesstrukturer egner sig bedst til at organisere indtrykkene fra bestemte typer af situationer. Der er f.eks. ikke noget perspektiv i at analysere fordele og ulemper forbundet med et parforhold, hvis spørgsmålet der ønskes afklaret er, om man er forelsket eller ej.
Vi kan nu pege på to afgørende faktorer, når et menneske, i forbindelse med behandlingen af en livstruende sygdom, søger at få etableret kontakt med den behandlende læge, med henblik på at opnå en lindring i den lidelse der er forbundet med en livstruende sygdom.

• Det er afgørende, at lægen har personlige erfaringer med lidelse
  
• Det er afgørende at lægen kan have med oplevelser af lidelse at gøre som lidelse og ikke blot som viden

Lad mig kort begrunde disse to afgørende forhold, for derefter at pege på perspektivet i at tilgodese dem.

At møde noget meget lidelsesfuldt i sit liv bevirker for de fleste mennesker, at der vendes, om ikke op og ned, så dog rundt, på en række prioriteringer i vedkommendes liv. Et menneske, der ikke har erfaret lidelse, vil have svært ved at fatte betydningen af denne proces. Ligeledes vil de fleste mennesker, der møder lidelsen, reagere meget følelsesmæssigt herpå. Et menneske, der ikke har adgang til denne måde at opleve lidelsen på, vil have svært ved at kunne dele et andet menneskes lidelse med ham eller hende.

Denne medleven i et menneskes lidelse er imidlertid en af de mest lindrende faktorer overhovedet. Forklaringen på dette ser jeg i den opfattelse, at vi i vort inderste væsen ikke er små enheder, men at forholdet dybest set er den mindste enhed - det mindste vi kan reduceres til. At det forholder sig således bekræftes bl.a. af, at de to områder af livet vi stræber mest efter - eksistens og kontakt - opstår i forholdet.

At vi stræber efter eksistens vil sige, at vi stræber efter at opleve alle sider af os selv som eksisterende i kontakten med andre mennesker. Det vil sige, at den pågældende side opleves af et andet menneske. At lade dette ske er ikke altid let. Noget af det mest smertefulde et menneske kan opleve, er at blotte en afgørende side af sig selv, som derefter overses eller latterliggøres. Når processen derimod lykkes, er det ofte en meget stærk og bevægende, livsbekræftende oplevelse, som kan være ledsaget af en næsten euforisk, lettende gråd, som et udtryk for den enorme længsel, der kan have været bundet til den pågældende del. En længsel efter synliggørelse overfor et accepterende, anerkendende andet menneske.

Mennesker der skal i behandling for en livstruende sygdom, vil, uden undtagelse tror jeg, opdage en sådan længsel efter at give visse dele af sig selv eksistens, både hidtil skjulte sider af sig selv og nye oplevelser af fortvivlelse og afmagt - at gøre disse sider synlige. At afskære et menneske i denne situation en kontaktmulighed, som en afgørende forudsætning for at disse sider af den syge kan blive eksisterende, er umenneskeligt. Med den præmis at ethvert voksent menneske må have oplevet noget lidelsesfuldt, må det være muligt, for mange flere læger end tilfældet tilsyneladende er, at tilvejebringe de førnævnte forudsætninger for at kunne tilbyde disse patienter den nødvendige kontakt med henblik på en fuldbyrdet oplevelse af eksistens. At sikre tiden til denne proces er ligeledes en reel mulighed.

Det livsbekræftende i en sådan opnåelse af eksistens kan have meget positive konsekvenser, både for patienten og lægen - også for deres uomgængelige konfrontation med døden. Her ikke bare møder vi, men mærker, gennem kontakten, livets og dødens enhed.

<< Tilbage til ARTIKLER

MEDFØLELSE

Artikel nr. 2

Jeg betragter mangelen på medfølelse og tolerance som den største belastning, der er forbundet med at kæmpe med voldsomme psykiske, følelsesmæssige problemer. Det vil jeg gerne begrunde.

Jeg mener, at ‘psykisk sygdom’ enten er forårsaget af eller forværret af, at dele af et menneske har fået status af ‘ikke-eksisterende’. Jeg opfatter oplevelsen af egen eksistens som en kvalitet, der opstår i det menneskelige forhold. Oplevelsen af at eksistere forudsætter, at et andet menneske er opmærksom på en - agter en, og at dette andet menneske anerkender en, som et menneske der oplever verden på sin egen måde.

Når det drejer sig om en anerkendelse af et menneske, der er plaget af følelsesmæssig smerte, finder en anerkendelse først og fremmest sted gennem en medfølelse med den smerteplagede. Er man medfølende med et andet menneskes smerte, vil den smerteplagede kunne opleve det andet menneskes medfølelse som en anerkendelse af sin eksistens. Mangler medfølelsen, vil den smerteplagede opleve dette som en afvisning - og smerten vil forblive en oplevelse, der ikke er synlig og ikke indgår i kontakten med andre mennesker. Med eksistensen givet i forholdet er disse oplevelser ikke-eksisterende.

Banalt kender vi alle dette at være afskåret fra at inddrage noget, der er stærke følelser forbundet med, i kontakten med andre mennesker. Hvis vi f.eks. bliver betroet en spændende hemmelighed. Vi kan være helt (ja, netop) ‘syge’ for at fortælle hemmeligheden videre.

Den ‘sygdom’ vi her taler om er smertens hemmeligholdelse. Men som ved de somatiske sygdomme kan der her opstå følgesygdomme, idet hemmeligholdelsen kommer til at blokere for de ‘indbyggede forarbejdningsprocesser’, der kan give det smertefulde sin rigtige plads i vort liv. Disse ‘indbyggede forarbejdsningsprocesser’ lader smerten gennemgå en transformation og integration, som kan ende med en større eller dybere livsglæde.

En sådan proces kan kun ske, hvor medfølelsen er til stede i forholdet. Og det er et stort problem, fordi medfølelsen har trange kår i vort samfund. Denne tingenes tilstand hænger først og fremmest sammen med, at medfølelsen vokser ud af smerten, og at smerten er gjort til et tabu. Vi forsøger med alle tænkelige midler at undgå kontakt med det smertefulde, uden refleksion over hvad vi mister ved en total afvisning af smerten. Og der hvor vi alligevel ikke kan komme udenom smerten, må vi så enten forherlige den eller bagatellisere den. Det sidste enten ved at sandsynliggøre at det er noget skaberi eller ved at give indtryk af, at vi meget snart har kontrol over det, og derefter kan fjerne det. I begge tilfælde kan vi komme til at afvise et andet menneskes søgning mod eksistens.

Vi kender sikkert alle en historie om en, som bliver ved med, med grødet stemme, at tale om den skilsmisse eller den ulykke for snart mange år siden. Og opfordringerne til de pågældende om at “komme videre”, “tage sig sammen”, “lige prøve og tænke lidt på, hvordan det var for mig dengang da....”, er meget forståelige. Ligeledes er der utvivlsomt i mange tilfælde medmennesker, som har gjort en stor indsats for at hjælpe den pågældende. Hvorfor pokker kan vedkommende så ikke se at komme videre, eller skønne lidt på den hjælp han eller hun får, og selv gøre noget? I en sådan situation vil den opfattelse, at dette menneske mangler medfølelse let kunne latterliggøres. Det handler jo bare om, at vedkommende skal tage sig sammen.

Hvorfor kommer vi ikke med sådanne opfordringer om at tage sig sammen og at komme videre allerede to dage efter, at et menneskes nærmeste er død? Fordi vi ville opfatte det som totalt blottet for medfølelse. Og vi ved godt inderst inde, at sorgen kun kan forløbe til ende omgivet af medfølelse. Medfølelsen sætter sorgprocessen i gang.
Men hvad så efter to måneder? Hvornår har et andet menneske fået medfølelse nok? Har man krav på eller brug for mere medfølelse, hvis man mister et barn end hvis man mister en ældre far eller mor? Det er som om, vi har nogle tågede kriterier for, hvor megen medfølelse der hører til bestemte smertefulde oplevelser. Når den tildelte medfølelse er formidlet, bliver ‘kassen’, som en anden A-kasse, smækket i. Men hvordan kan vi vide, hvor megen medfølelse et andet menneske har brug for, og hvordan kan vi vide, hvor megen medfølelse et andet menneske har fået?

Jeg tror sådanne spørgsmål, og sådanne tågede kriterier, udspringer af en uklar opfattelse af, hvad medfølelse er. Er det f.eks. medfølelse at sige til et menneske der lige har oplevet et stort tab: “Jeg synes det lyder forfærdeligt”, mens man kigger i avisen? Nej, det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad vi siger, men netop om, hvordan vi følelsesmæssigt reagerer på det, om vi er med i det andet menneskes øjeblikkelige følelse - om vi oplever den andens følelser. Men hvad nu hvis vi har fornægtet smertens eksistens så længe, at vi næsten har mistet evnen til at skelne mellem at tale om følelser og at opleve følelser? Hvad nu hvis vi tror, at dette at tale om den andens smerte er at være medfølende? Er det en sådan opfattelse, der f.eks. får os til at sige, at nu har vi talt om det der så mange gange, at nu må der ske noget?

Med sådanne skemaer for passende medfølelse (snak om følelser) kan vi altså forsøge at erstatte en manglende med-følelse. Men en sådan erstatning ville i bedste fald være en perverteret medfølelse. En sådan pervertering af medfølelsen kan påføre os to vidt forskellige problemer. Den kan på den ene side medføre, at vi kommer til at blokere for et medmenneskes naturlige udvikling, fordi han eller hun mangler medfølelsen for at kunne komme videre. Dette er langt det største problem. På den anden side kan vores manglende evne til medfølelse (at opleve smerten) også medføre, at vi ikke føler os sikre på, hvornår smerten ikke er der. Vi vil derfor kunne komme til at spilde tiden med at sidde og snakke om noget, der blokerer et medmenneskes udvikling, fordi han eller hun, i stedet for denne snak, har brug for at gøre det nødvendige - og måske ubehagelige.

Jeg hævder ikke, at medfølelse klarer alle psykiske problemer i vort samfund. Men jeg har gjort den erfaring gennem mere end 20 år som psykoterapeut, at mennesker kan blive fastholdt i konflikten mellem på den ene side et indre pres for at udtrykke smerten og lade den gennemgå den naturlige transformation og på den anden side et ydre krav om ikke at fremvise smerten. Jeg har også gjort den iagttagelse, at mange mennesker ‘løser’ denne konflikt ved at afstå fra at udtrykke deres følelsesmæssige smerte, men: samtidig delvis giver efter for presset indefra ved at tale om smerten ved enhver lejlighed.

Kan man få øje på smertens følelsesmæssige udtryk hos et menneske i denne situation, og iagttage dette udtryk, samtidig med at man bevarer respekten for det menneske der reagerer sådan, medfører det hver gang et voldsomt gennembrud af den smerte, der måske for første gang bliver iagttaget og anerkendt - og dermed får eksistens. Kan man møde denne smerte med respekt (og ikke ynk), vil den medfødte transformationsproces (sorgen) automatisk bevæge sig frem mod det der er centralt for dette menneske. Her kan der meget vel vise sig at være brug for at tage sig sammen. I så fald vil den pågældendes måde at tage sig sammen på være stærkt præget af engagement, i modsætning til den modstand der sandsynligvis tidligere prægede vedkommende. Det er nemlig vedståelsen og gennemlevelsen af smerten, der klargør vort syn på, hvad vi har brug for, og som skaber kontakt til den energi, der skal bruges til at realisere det.

Vores modstand mod at sikre vore medmennesker en sådan mulighed, det er vort egentlige problem - såvel som behandler som medmenneske. Medfølelsen koster dyrt - både konkret og i overført betydning. Her hedder det nemlig ikke længere tolerance, men solidaritet gennem medfølelse.

<< Tilbage til Artikler