Psykisk sundhed

Al glæde er glæden ved at være nærværende
At miste nærværet medfører smerte
At gennemleve denne smerte
medfører nærvær

- Fra bogen : Broer mellem skyer *

- Det er umuligt at forstå og indleve sig i vore grundlæggende menneskelige værdier uden at inddrage forholdet til Den Anden som en grundlæggende reference i denne indlevelse eller forståelse.

Det engelske UKCP (United Kingdom Council for Psychotherapists – en paraplyorganisation for alle engelske psykoterapeuter, bl.a. The Royal College of Psychiatrists and the British Psychological Society) definerer psykoterapi som ”..
tilbuddet om en formel og professionel relation, hvor klienten på en givende måde kan udforske vanskelige og ofte pinefulde følelser og oplevelser. Herunder følelser af angst, depression, traumer og eventuelt tabet af meningsindhold i ens liv. Det er en proces, der søger at hjælpe klienten med at opnå en øget evne til at vælge, hvorved personen kan blive mere selvstændig og beslutningsdygtig.. ...”. (Elektronisk reference – hentet 17/02/03 fra: www.psychotherapy.org.uk - min oversættelse).

Her fremhæves altså selvindsigten og evnen til personlige beslutninger – herunder evnen til at kunne udholde de smertefulde følelser, hvis udholdelse er en forudsætning for selvindsigten og dette at kunne træffe personlige beslutninger.

I det amerikanske Surgeon General’s rapport om mental sundhed fremhæves på den anden side forholdet til andre mennesker som noget helt afgørende for mental sundhed, idet mental sundhed her defineres som: “… en mental kompetence der medfører produktive aktiviteter, et givende forhold til andre mennesker, og evnen til omstilling under forandringer og fortsat funktion under skiftende forhold.. .. Psykisk sundhed er forbundet med personlig trivsel, etablering og opretholdelse af familie- og medmenneskelige relationer, og dette at kunne deltage i samfundet på en givende måde.” (Surgeon General's Report on Mental Health, Elektronisk reference, hentet 23/04/03 fra: http://www.surgeongeneral.gov/library/mentalhealth/chapter1/sec1.html#approach - min oversættelse).

Her er der lagt afgørende vægt på forholdet til andre mennesker - at kunne etablere og deltage i opretholdelsen af givende menneskelige relationer.

Et menneskesyn der i sin forståelse af sundhed rummer denne dobbelthed, må på den ene side indbefatte en beskrivelse og en forståelse af menneskelig lidelse og evnen til at udholde kontakten med smerten, med henblik på at opnå selvindsigt og opnå evnen og viljen til engagement og prioritering. På den anden side må dette menneskesyn indbefatte en grundlæggende beskrivelse og forståelse af menneskelige relationers betydning i skabelsen og udviklingen af disse evner - sundhed.
Der er altså tre forhold som er afgørende for mental sundhed:

Jeg vil i det følgende præsentere et Livs- og menneskesyn, hvor henholdsvis smerten og henholdsvis det relationelle aspekt – kontakten og forholdet - bliver fremtrædende. At det relationelle aspekt gøres fremtrædende betyder blandt andet, at der hele tiden søges en forståelse af det enkelte menneske, der kan bidrage til vores forståelse af relationen som sundheds eller sygdomsfremkaldende – både for ’dette’ menneske og for os som art.

Relationen som den mindste enhed
At definere mental sundhed i et relationsperspektiv er udtryk for den opfattelse, at relationen er den mindste størrelse, et menneske kan reduceres til. Vi kan så at sige ikke ryste relationen af os, men må opfatte forholdet som en del af os – eller os som en del af forholdet. Hvordan vi end beskriver os selv, vil beskrivelsen altid rumme referencer til andre mennesker.

Det drejer sig i bund og grund om, at vi er helt og aldeles afhængige af andre mennesker. Alle vore dybeste længsler og vore værste mareridt drejer sig om vort forhold til Den Anden. Det er med andre ord umuligt at forstå og indleve sig i vore grundlæggende menneskelige værdier uden at inddrage forholdet til Den Anden som en grundlæggende reference i denne indlevelse eller forståelse.

Een af mange grunde til dette er, at vores oplevelse af eksistens ligger i relationen. Det vil sige, indtil vores oplevelse af et eller andet er bekræftet af et andet menneske, er der en usikkerhed om kvaliteten i eksistensen af den pågældende oplevelse. Det andet menneskes bekræftelse af vore oplevelser er så at sige porten ind til eksistensens kerne: Det, der er. Der er ganske vist eksempler på, at mennesker har haft en stærk oplevelse af en overbevisende eksistenskvalitet af noget under betingelser, hvor oplevelsen af det absolut ikke er blevet bekræftet af andre, men snarere er afvist af andre, dog – for i næste omgang at blive bekræftet eller troet på af andre.

Eksistens
Vi må således forstå eksistens som et fænomen, der opstår eller ikke opstår - bekræftes eller forkastes - i forholdet. Eksistensen af vore oplevelser er med andre ord mere end blot oplevelsen. Eksistensen af en oplevelse er i sidste instans et spørgsmål om Den Andens reaktion på oplevelsen.

Det er en banal erfaring, at vi under vanskelige forhold kan spørge andre mennesker om, hvad et eller andet er, og bagefter sige, ’nåh ja, jeg syntes nok ...’. Det vil sige, at det var Den Andens bekræftelse af vores oplevelse, der gav den eksistens i betydningen: Det, der er.

Men selv hvor udgangspunktet er en afklaret opfattelse af et eller andet, har mange psykologiske eksperimenter og iagttagelser vist, at mennesker kan bringes i tvivl om eksistensen af enkle iagttagelser ved at blive konfronteret med andre menneskers alternative opfattelser.

Vi må med andre ord konstatere, at andre menneskers reaktioner over for noget kan være afgørende for vores oplevelse af det pågældende – og i sin yderste konsekvens være afgørende for vores oplevelse af, hvad der eksisterer eller ikke eksisterer. Det gælder også vores oplevelse af os selv.

Alle har prøvet at komme ind på et kontor, hvor der sidder flere ansatte og arbejder, gå hen til en skranke og vente på, at en af de ansatte reagerer på ens tilstedeværelse. Udebliver denne reaktion, vil de fleste efter ganske kort tid blive irriteret eller usikre. Udebliver reaktionen i lidt længere tid, vil mange blive meget utilpas og senere begrunde deres ubehag med en fornemmelse af at være ikke-eksisterende – ”de ansatte reagerede, som om jeg ikke eksisterede”. Vores eksistens opleves således som et forhold, der enten kan bekræftes eller afvises af andre mennesker – på baggrund af vore oplevelser af andre menneskers reaktioner over for os.

Da endvidere vore oplevelser er det eneste der forbinder os med vores eksistens, som defineret her, vil yderligere en afvisning af vore oplevelser eller dele af vore oplevelser være en afvisning af vores eksistens eller dele af vores eksistens. Modsat er en bekræftelse af et menneskes oplevelse en bekræftelse af dette menneskes eksistens.

At bekræfte et menneskes oplevelse eller opfattelse er ikke det samme som at være enig med dette menneske. Det, der bekræftes, er, at man gennem sin indlevelse i det andet menneskes liv har forstået, at dette menneske oplever eller opfatter det og det på denne måde – eventuelt hvorfor den pågældende opfatter det på denne måde.

Der er naturligvis grænser for vores indlevelse i hinandens liv. Vore livserfaringer kan være meget forskellige. Men hvor forståelsen og medfølelsen ikke rækker længere, må respekten tage over. Hvor en forståelse eller medfølelse ikke lader sig mobilisere, kan bekræftelsen altså komme til udtryk gennem en respekt eller agtelse over for det andet menneskes oplevelser og dermed for det andet menneskes eksistens.
Vi må således sige, at relationen er en uomgængelig forudsætning for det allermest basale: Vor eksistens.

Også noget så grundlæggende for os som vore følelser mister vi kontakten med uden Den Andens tilstedeværelse. Når vi fordyber os i vore følelsesmæssige oplevelser, er det således afgørende for os, at vi forsøger at opleve dem og beskrive dem for et andet menneske. Vi er afhængige af Den Andens reaktion på vore følelser – det er igen vores eksistens, der er på spil. I yderste instans bliver vore følelser uforståelige for os selv, hvis vi mister fornemmelsen af Den Andens reaktion på disse følelser.

Forældrenes medfølelse med barnet gør det således muligt for barnet at opnå en dybere følelsesmæssig indsigt i sin situation gennem iagttagelsen af forældrenes følelsesmæssige reaktion på barnets situation. Derfor kan vi forsvare os over for intense følelser ved at isolere os. Det er altså forældrenes medfølelse, der gør det muligt for barnet at få sin følelsesmæssige oplevelses eksistens bekræftet.

Yderligere er det forældrenes overlevering af ordene for denne følelse, der hjælper barnet til ikke blot at kunne udtrykke sine følelser, men også sprogligt at kunne kommunikere dem. Et menneske, der er overladt til selv at udvikle denne korrespondance mellem følelser og sprog, er sat på en håbløs opgave og fyldes af håbløshed, fordi det har taget mange generationer at udvikle denne evne. Når barnet får at vide af forældrene, at denne følelse kalder vi mennesker vrede, sorg, fortvivlelse, glæde etc., har barnet taget et afgørende skridt i at beherske denne vikarierende evne i sproget, som sætter os i stand til sprogligt at kommunikere om vore følelsesmæssige oplevelser.

Taknemmelighed og værdighed som sundhed
Det er på denne baggrund forståeligt, at vi bliver sårbare over for Den Andens måde at forholde sig til os på. Ja i sin yderste konsekvens er vi prisgivet Den Anden eller Det Andet: Livets betingelser. Det er på baggrund af denne prisgivethed, styrken ligger i at fokusere på forholdet som det ’sted’, hvor vi forsøger at fremkalde og definere mental sundhed, idet forholdet kun kan være sundt, i den udstrækning det bliver muligt for begge parter i relationen at udvikle sig sundt – og det vil i dette perspektiv sige: at blive i stand til at deltage i og at skabe sunde relationer.

Prisgivetheden er endvidere baggrunden for, at følelsen af taknemmelighed er en af de stærkeste menneskelige følelser – en følelse, vi mere end noget andet længes efter. Taknemmeligheden er en spontan følelse, der bl.a. indtræder, når Den Anden forholder sig overfor os på en medfølende, respektfuld måde.

Prisgivetheden er imidlertid ikke blot en konsekvens af vores sårbarhed i forhold til Den Anden, men også en prisgivethed over for Det Andet. Det vil bl.a. sige over for det forhold, at vi er søgende mod, og afhængige af kontakten med, noget inden i os selv, som allerede er givet (os), nemlig vor autenticitet – vores inderste overbevisnig om, hvad der er vigtigt og sandt. Vi er afhængige af at finde og efterleve autenticiteten, fordi dette er en forudsætning for at opleve værdighed, og uden værdighed går vi til grunde som menneske.

Da oplevelsen af autenticitet er en oplevelseskvalitet, er det afgørende, at vi har fri adgang til vore oplevelser, at vi ikke er udsat for pres om at forstille os i oplevelsen, da en sådan forstillelse svækker vores fornemmelse for (autenticitets-)kvaliteten i oplevelsen, og dermed svækker vore muligheder for at finde autenticiteten i vore liv. Det betyder ikke, at vi til enhver tid skal kunne give udtryk for en hvilken som helst oplevelse, men at muligheden for frit at give udtryk for vore oplevelser over for et andet menneske på et eller andet tidspunkt er afgørende for, at vi kan finde autenticiteten i vort liv.

Det er altså et afgørende aspekt ved autenticiteten, at den skal opdages, inden den kan realiseres – i den betydning, at vi handler i overensstemmelse med det, der er autentisk. Da vi finder autenticiteten gennem vort engagement og initiativ, er det afgørende, at vi engagerer os i det, der sker, idet graden og kvaliteten af vort engagement på en og samme tid synliggør og afspejler graden af autenticitet i vore oplevelser (og handlinger).

Værdigheden er imidlertid ikke blot en konsekvens af, at vi selv er autentiske i vort forhold til det givne – Det Andet, men også af, at Den Anden møder os med agtelse. Det vil sige, at Den Anden anerkender vort forsøg på, efter bedste evne, at søge autenticiteten: at være ærlige overfor det givne: Det, der er.

Ærligheden over for vort inderste (autenticiteten) og Den Andens agtelse kan forstærke hinanden. En større grad af autenticitet i ens måde at leve på kan medføre en større respekt og agtelse fra Den Anden, og Den Andens agtelse og respekt over for os kan give os mod til at være mere autentisk.

På denne baggrund bliver det forståeligt, at noget af det mest afgørende, vi kan give til hinanden, er evnen og viljen til at være sammen med Den Anden på en sådan måde, at begge kan udtrykke sig og være i overensstemmelse med sig selv: være autentiske uden at miste Den Andens agtelse og uden at miste kontakten.

En naturlig reaktion på en sådan kontakt er taknemmelighed. Taknemmeligheden øger vore muligheder for at vise Den Anden medfølelse og vort mod til at være autentiske. Forekomsten af taknemmelighed kan derfor være et afgørende kriterium for tilstedeværelsen af sådanne forhold, som kan gøre det muligt for os at opnå og opretholde mental sundhed.

Taknemmeligheden er en følelse, der ikke udelukker smerten. I taknemmeligheden er glæden og smerten så at sige kommet overens, uden at den enes tilstedeværelse sker på den andens bekostning. Den smerte, der opstår i taknemmelighedens fravær, er imidlertid en ubærlig smerte. Taknemmeligheden og den ubærlige smerte afspejler således to yderpunkter i vores oplevelse af forholdet til andre mennesker.

Smerten som grundlæggende problem
Jeg har i nogle år bedt deltagerne i forskellige undervisningsforløb om at tænke over, hvad der har været den mest betydningsfulde oplevelse for dem de seneste 48 timer. Ingen af deltagerne undrer sig bagefter, når vi konstaterer, at samtlige deltagere nævner hændelser, der har berørt dem følelsesmæssigt som den eller de mest betydningsfulde oplevelser. Vore følelser er ganske enkelt en grundlæggende måde, hvorpå vi skaber prioritering, betydning og struktur i vore oplevelser. Det betyder dog ikke, at følelsesmæssige oplevelser ikke kan opleves kaotiske. Det betyder derimod, at vi er helt afhængige af vore følelsers evne til at skabe struktur, når vi forsøger at finde vej gennem livet, at finde vej ind til hinanden: skabe kontakt.

Både at have adgang til følelsesmæssige oplevelser og at give udtryk for de følelsesmæssige oplevelser er livsvigtigt for os. Det første, fordi der i den følelsesmæssige oplevelse er givet os en indsigt, der er indeholdt i den følelsesmæssige oplevelse. Vi kan derfor ikke få adgang til denne indsigt gennem vor viden om vore følelsesmæssige oplevelser.

Vi får med andre ord vor viden om vore følelsesmæssige indsigter ved så at sige at tømme følelserne for information, mens vi oplever dem med deres fulde intensitet. Vi kan derfor mangle afgørende indsigt i os selv og hinanden, hvis vi ikke tillader os selv og hinanden at fordybe os i vore følelser. En sådan fordybelse kan være belastende og tage tid.

Vi har alle trang til spontant at give udtryk for stærke følelsesmæssige oplevelser. En trang vi sandsynligvis har haft siden tidernes morgen, ikke blot i situationen, men også en trang til at formidle den følelsesmæssige reaktion til andre bagefter. Det kan have haft stor overlevelsesværdi for os, fordi det har sikret, at der i flokken altid var en opdateret viden om det, der var afgørende for flokken, for så vidt som det var afgørende for nogen i flokken.

Presset på os for at lade følelsen komme til udtryk kan vi også få en fornemmelse af, når vi oplever de (psyko-)somatiske forløsninger, der kan indtræde, når vi vedkender os og giver udtryk for følelser, vi hidtil ikke har anerkendt og givet udtryk for.

Der er således også en naturlighed i at fremhæve en følelsesmæssig oplevelse – nemlig smerten og lidelsen - som et af de mest grundlæggende menneskelige problemer. Yderligere er langt den største del af den psykiske smerte, vi oplever, en smerte, vi oplever i relationen: i kontakten (eller manglen på kontakt) til andre mennesker.

Smerten og relationen/kontakten bliver omdrejningspunktet. Det er da også i relationen, smerten skal forløses. David Thoreau sagde, at der skal to til at tale sandt, en til at tale og en til at lytte. Tilsvarende skal der to til at forløse en smerte: en, der sørger, og en, der har medfølelse med den sørgende. Det er Den Andens medfølelse, der bekræfter vores sorg og dermed giver den eksistens. I de tilfælde, hvor en sorg forløses i enerum, vil vi derfor efterfølgende kunne konstatere, at der i det mindste i den sørgendes oplevelse har været et medfølende væsen repræsenteret under forløsningen, sorgen.

Med forholdets afgørende betydning bliver også evnen til kontakt en afgørende forudsætning for mental sundhed.

Kontakt som livets skillevej
Megen psykoterapiforskning viser, at terapeutens evne til at skabe og kvalificere kontakt er et afgørende aspekt af effektiv psykoterapi. Når vi samtidig formulerer denne evne hos klienten som terapiens overordnede mål, ser vi et naturligt sammenfald mellem mål og metode i terapien.

Der viser sig med andre ord et omfattende sammenfald mellem terapeutens kvalifikationer og de kvalifikationer, som vi forsøger at udvikle hos klienten som et udtryk for psykisk sundhed. Det er de samme egenskaber, der tæller på begge sider. Psykoterapi går i bund og grund ikke ud på andet end det, livet går ud på: at leve et ordentligt liv, vi kan stå inde for i medfølelse og respekt over for hinanden. Det er som bekendt ikke altid så let ...

Evnen til at skabe kontakt på en måde, der udvikler sunde forhold, er baseret på en række forudsætninger. For at kunne skabe en agtende og respektfuld kontakt må vi være i stand til at kunne føle, afgrænse og (først og fremmest) udholde belastende oplevelser. En sådan udholden er en forudsætning for at forstå os selv, men også for forståelsen af Den Anden. Og det er denne forståelse, der hjælper os til medfølelsen, der i næste omgang sætter os i stand til at møde Den Anden med agtelse og respekt.

Endelig er evnen til at kunne vurdere graden af autenticitet i ens handlinger en afgørende forudsætning, da denne evne sætter os i stand til at kunne handle på en måde, som vi overbevisende oplever som den rigtige eller bedste måde at handle på i situationen. En sådan handling efterlader os med en følelse af værdighed. Også her har vi brug for evnen til at kunne udholde at være i kontakt med, og at kunne anerkende eksistensen af oplevelsen af det, der er – også det ubehagelige, fordi det er denne ubetingede anerkendelse, der åbner døren ind til det ’sted’ (det, der er), hvorfra autenticiteten skal hentes. Det autentiske består ikke blot af det, der er rart.

Lykkes det os på denne måde at etablere et forhold til Den Anden, der vækker værdighed og taknemmelighed, er det nærliggende at opfatte livet som godt.

Livet er godt
Det er først og fremmest konstateringen af, at taknemmelighed overhovedet er en mulighed for os, der er baggrunden for at hævde den opfattelse, at livet er godt. Det betyder ikke, at vi fornægter eksistensen af smerte, eller at vi er ligeglade med denne smerte. Snarere kan det forhold, at taknemmeligheden på trods af smerten kan dukke op i vort liv, føre til en stærkere oplevelse af, at livet er godt.

Med taknemmeligheden og værdigheden som definition på sundhed og som repræsentanter for det gode kommer vi til at tillægge autenticiteten en afgørende betydning, fordi taknemmeligheden og værdigheden er baseret på, at vi er tro over for vort inderste: er autentiske.

Det betyder ikke, at et menneske, der er autentisk, nærmest pr. definition er et menneske der gør det gode. Også det gode skal vi finde i relationen. Det vil sige, det gode er til stede i den udstrækning, det bliver muligt for et menneske at opleve taknemmelighed og værdighed. Autenticitetens andel i det gode ligger i det forhold, at den altid vil være en kvalitet i værdigheden og taknemmeligheden.

I denne betydning kan vi tale om, at et menneske, der søger autenticiteten, er et menneske, der søger det gode: det, som sætter os i stand til at have en kontakt med hinanden, der gør det muligt for os at være åbne og ærlige: i overensstemmelse med os selv, og de betingelser, der er givet os.

Hvorvidt denne søgen efter autenticitet fører til en kontakt med Den Anden, der muliggør åbenhed og ærlighed hos begge parter, på en måde, der skaber værdighed og taknemmelighed, er i næste omgang afhængigt af de givne betingelser. I denne proces er begge parter prisgivet såvel deres egen som Den Andens livserfaring.

At gennemskue og anerkende, hvad de givne betingelser (begrænsninger og muligheder) er for os, kan være uendelig svært. Da endvidere relationen ses som den mindste størrelse, kan det være vanskeligt for os at afgøre ansvarsfordelingen i forhold til graden af værdighed og taknemmelighed i relationen. Der er i forlængelse heraf en nærmest logisk nødvendighed af at forholde os til livet som godt. Vi må således ydmyge opfatte alt liv som betydningsfuldt, fordi vi hele tiden har at gøre med noget, der er en del af noget mere. Med dette udgangspunkt må vi være påpasselige med ikke at ødelægge noget af eller i livet – for tænk sig, hvis dette noget indgik som en del af nogle forudsætninger i et menneskes oplevelse af værdighed eller taknemmelighed.