Artikel fra Psykolog Nyt Nr. 17 - 1996

OM DET SMERTEFULDE

Ofte stilles spørgsmålet: Hvad er effektivt ændrende faktorer ved forskellige former for psykoterapi. Spørgsmålet er tidstypisk: hvad er effektivt? Vort samfund skriger på effektivitet. Og mange psykologer bliver fanget i skrigeriet - vil være effektive. Men der er en stilhed, bag al denne effektivitetssnak, som næsten skriger med sin tavshed. Det er tavsheden omkring spørgsmålet: hvad skal vi bruge al denne effektivitet til?

Der udkommer hver eneste dag nye bøger om psykoterapi, der er spækket med teknikker til at forandre, men stort set uden nogen redegørelse for eller diskussion af, i hvilken retning vi skal forandre hinanden med alle disse teknikker. Der afholdes næsten dagligt kurser, ofte med store udenlandske navne, der fortæller om helt nyudviklede teknikker - stort set uden et ord om, hvad de skal bruges til. Og der er sjældent nogen, der tør stille spørgsmålet, for det er vel for dumt, hvis man ikke ved det - og egentlig er det vel ganske enkelt: hensigten er at klienten skal have det bedre! Men er svaret helt så enkelt. Er det så selvindlysende, hvad vi mener med at få det bedre - og er det kun det, det drejer sig om?

Spørgsmålet om målet og retningen i terapien er et omfattende spørgsmål. I det følgende vil jeg begrænse mig til at påpege en del af menneskelivet, som mange terapeuter i de seneste år, i deres iver efter at være effektive, tilsyneladende har glemt eller fortrængt: Lidelsen og smerten.
 
Man behøver ikke studere vort samfund ret længe, før det står klart, at lidelsen og smerten er mere end problematisk i vort samfund. Problematisk fordi vi på den ene side ikke kan have med smerten at gøre, og på den anden side ikke kan få et dybt meningsfyldt liv uden at opleve smerte i et vist omfang.
 
At det ikke lader sig gøre at leve et tilfredsstillende og meningsfyldt liv uden smerte, hænger for det første sammen med det forhold, at vi er skabt således, at der, selv i det mest vellykkede liv, er en smerterest, vi ikke kan gøre noget ved. At forsøge at undgå denne smerte vil altså sige at forsøge at undgå selve livet. For det andet: at smerten ikke altid er så entydig negativ. Paul Auster skriver i sin bog 'Opfindelsen af ensomhed', i forbindelse med at det ikke lykkedes for ham at få faderens lig at se inden begravelsen: "At jeg aldrig fik set ham berøver mig en sjælekval, jeg ville have værdsat.". Her har vi netop et eksempel på en situation, som på den ene side er smertefuld og på den anden side meningsfuld. Pointen her er, at vil man have det ene, må man udholde det andet. Forsøger vi at undgå smerten fuldstændig, kommer vi altså til at tilføje os selv og andre smerte - nemlig den smerte der er forbundet med at miste den meningsfuldhed og den indsigt, der var forbundet med smerten.

Det forholder sig faktisk sådan, at nogle af menneskets dybeste indsigter og største øjeblikke følges med smerten. Eksempelvis forudsætter kunsten ofte smerten - som Goethe lader den unge Werther udtrykke det: "Bedste ven, jeg er så lykkelig, så fuldstændig hensunket i følelsen af rolig væren, at min kunst lider under det." Vi kan derfor iagttage, hvorledes kunstnere, filosoffer og søgende sjæle århundrede efter århundrede, med store personlige ofre, har søgt i smerten efter grundlæggende indsigter, i forsøget på at begribe deres egen og andre menneskers eksistens.

Denne nødvendighed af at rette blikket mod smerten i ens liv gælder altså også i forbindelse med det lidt mere ydmyge, at forstå sig selv - at forstå hvorfor man reagerer, som man gør. Benægter man den smertefulde del af sit liv, indfører man nemlig en mangel i sin selvopfattelse, og man bliver ude af stand til at forstå sig selv - og dermed også ude af stand til at forstå andre. Det sidste er smertefuldt, fordi det udelukker os fra en dybere kontakt med andre mennesker.
 
Vi må således sige, at smerten, som tilstand betragtet, er værdifuld, for så vidt den er en del af os - nogle af vore erindringer, nogle af vore erfaringer etc., nemlig alle dem som er ledsaget af smertefulde følelser, f.eks. oplevelsen af afmagt. Man kan derfor sige, at vi har en interesse i smerten, hvorfor vi igen kan undre os over, at vi reagerer så undvigende og benægtende overfor smerten, som vi gør.
 
Vi reagerer efterhånden næsten fobisk  overfor smerte. Busserne kører rundt med reklamer for diverse smertestillende midler, for stort set enhver mishagsytring en krop kan udsende. I psykoterapi kan vi lære at forsvare os selv, overfor den smerte et andet menneske kan tilføje os - og blive så god til det, at ingen tør binde an med os som partner. Mange mennesker nedværdiger dagligt sig selv på det groveste for at slippe for smerte. Vi kan bedøve os med alkohol og piller, så vi ikke mærker smerten, og vi kan købe ting, der viser, at vi har magt over livet, så vi kan glemme den del, vi ikke har magt over.
    Samtidig kredser vi om smerten i en amputeret form - som en slags smertevoyeurs - foran TV-vinduet eller gennem avisliniernes sprækker. Og når det alt sammen alligevel ikke virker, kan vi lyve, når nogen spørger os, hvordan vi har det, og svare, at vi har det godt.
 
Vi reagerer ikke blot undvigende overfor vor egen smerte, idet også dette at være vidne til et andet menneskes smerte er smertefuldt. At en sådan bevidnelse også kan vække yderligere voldsomme følelser hos den smerteplagede, er måske knap så gennemskueligt. Fortælleren i Dostojevskij's  Kældermennesket, siger, efter at have blottet sig og bekendt sine svagheder til pigen der lytter til det: "Er du mon klar over, hvor meget jeg, efter at have sagt alt dette til dig, vil komme til at hade dig fordi du har været her og lyttet til mine ord?". Det forhold at et andet menneske har set ens smerte, gør det vanskeligere at benægte eller fortrænge smerten. Det er derfor forståeligt, at den smerteplagede kan opleve dette vidne som årsagen til al hans elendighed.
 
Men hvorfor har vi så svært ved at have med smerten og afmægtigheden at gøre? Mange terapeuter er i dag enige om, at en af forklaringerne er, at vi allerede bærer så megen smerte inden i os, at vi ikke kan magte mere  smerte. Det bliver på denne baggrund forståeligt, at en ny smerte ofte medfører en øjeblikkelig undvigemanøvre  - selv overfor den mindste smerte, idet selv den mindste smerte, under disse betingelser, konstant truer med at blive den dråbe, der får hele bægeret til at løbe over.
    En anden forklaring tror jeg ligger i det forhold, at vi lever i en kultur, som netop lægger afstand til enhver smerte. Der er derfor ingen mening i eller begrundelse for at påtage sig smerte. Måske har det ligefrem ført til den situation Dostojevskij skrev om i sin roman Kældermennesket: "...vi er alle, hver især, mere eller mindre invaliderede. Vi er blevet så fremmede over for ..  .. (livet) at vi til tider ligefrem føler væmmelse ved "det levende liv" og derfor ikke kan holde ud at blive mindet om det. Det er kommet så vidt med os at vi er lige ved at betragte "det levende liv" som et slidsomt arbejde, nærmest en sur pligt....."
 
Hvad kan vi gøre ved det? Når man læser terapi-bog-annoncer, er det ikke ligefrem en indrømmelse overfor smerteresten i dette at være menneske, der springer i øjnene. Snarere stilles man i udsigt, at blive, ikke blot sin egen lykkes smed, men snarere sin egen skaber. Ja, man kan til tider få det indtryk, at kun ens egen tåbelige uvidenhed eller dilettantiske forsøg på at mestre livet har forhindret en i at realisere dette for lang tid siden, at det simpelthen er så let som at klø sig selv i nakken, og - ikke mindst - det stilles i udsigt, at det alt sammen kan ske ganske smertefrit, og ofte i løbet af kort tid.

En sådan indstilling er naturligvis med til at fastholde benægtelsen af smerten og afmægtigheden. Hvad vi har brug for, er imidlertid en indrømmende indstilling i forhold til smerten OG evnen til at udholde smerten og afmægtigheden. En udholdelse og udholdenhed, der må kunne strække sig over så lang tid, at det menneske, som skal finde den del af sig selv, som ligger gemt i smerten, kan gennemføre denne søgning.

Vi skal indrømme det forhold i dette at være menneske, at der for os alle er en smerterest, vi er afmægtige overfor. Denne smerterest handler også om livets store spørgsmål. De spørgsmål vi de seneste årtier har været nærmest skamfulde over, hvad der har fået os til at forholde os til dem som børn, der laver sjov med det hele, når de ikke kan klare sig på anden måde.
 
Den røde tråd i alt dette er, at vi mennesker, når vi finder ud af, hvad vi vil være allerede er noget andet. Vi kan derfor ikke bare beslutte os for at være glade hele tiden. Vi må se dette i øjnene, at vi selv og vore børn allerede er noget andet, end det vi ønsker at være, og at dette andet sætter sine begrænsninger for, hvad vi kan gøre ved vort liv. Der er noget andet end vor frie vilje, som vil noget med vort liv. Netop i disse begrænsninger møder vi afmægtigheden. At få indsigt i disse begrænsninger kan være umådelig værdifuldt - med henblik på at koncentrere sin indsats på noget, som kan lade sig gøre og finde ud af hvem eller hvad man er - men forudsætter, at vi kan udholde bl.a. afmægtigheden i forhold til begrænsningerne.
 
At vedkende os smerten i vore liv betyder imidlertid ikke, at vi dermed udelukker glæden. Det er ikke målet, at vi alle sammen skal til at gå rundt og være kede af det som et nyt ideal. Det drejer sig derimod om, at vi alle kan opleve forskellige former for glæde. Den form for glæde vi, med smerten som integreret del, kan opleve, er forbundet med et autentisk liv. Det vil sige et liv hvor viden, tro, erfaring, følelser og handlinger søges sammenholdt på en sådan måde, at de indbyrdes udfordrer og korrigerer hinanden. Sker en sådan korrektion under gunstige forhold, er ethvert menneske i stand til, gennem sådanne indre korrektioner, at nå frem til en stigende grad af harmoni i forhold til den givne situation. At dette bringer det ene menneske frem til et liv som fisker. den anden som munk og den tredje som direktør, er blot udtryk for forskellige måder at finde autenticiteten på - livets mangfoldighed.
 
Lad mig slutte med endnu et citat fra Goethe, der skriver: "Men den, der i al ydmyghed erkender, hvad det alt sammen går ud på..  ..- ja, han bliver stille og skaber sin verden ud af sig selv, og også han er lykkelig, thi han er et menneske." At skabe sin verden ud af sig selv betyder ikke, at vi hver især skal leve i vores egen lille verden. Det betyder derimod, at vi hver især, gennem den indre selvkorrektion, skaber et klarere og klarere billede af den verden, som vi alle sammen kommer ud af. Vores kontakt med hinanden indebærer - fordi kontakten skaber ny viden, nye erfaringer, nye følelser i os hver især - at denne selvkorrektion bliver en gensidig korrektion.

<< Tilbage til ARTIKLER