KOMPROMISETS KUNST

Da fuglen og fisken skulle mødes, spurgte fisken, hvor de skulle mødes. Jeg kan ikke flyve, og du kan ikke svømme. Fuglen foreslog da, at de kunne mødes på søbreddens græs. Det vil være retfærdigt, så nærmer du dig mig, og jeg nærmer mig dig.

- Man kan dø af et retfærdigt kompromis, hvis det ligger udenfor ens muligheder.

Et godt parforhold forudsætter i et TdP perspektiv bl.a.: At de to parter hver især oplever en trang til at bidrage til den anden parts glæde.

PARTERAPI

At indgå i et godt parforhold kan være vanskeligt. Derfor er parterapi også en vanskelig kunst.

Der er en overordentlig stor risiko for, at parterapi i løbet af ganske kort tid ender som to gange individuel terapi, hvor terapeuten på skift arbejder med den ene part i forholdet.
Det anser jeg for betænkeligt, fordi terapeutens invitation til klienten om at åbne sig følelsesmæssigt gør klienten sårbar. En sårbarhed der i stor udstrækning handler om, hvordan den eller de andre tilstedeværende forholder sig til den del af en selv, man blotter for de andre. Bliver denne sårbare del af een afvist, bagatelliseret, latterliggjort etc. af de tilstedeværende, vil den i mange tilfælde bliver låst endnu bedre inde. Det ligger i sagens natur, at tilstedeværelsen af et andet menneske (partneren), som man på en og samme tid er dybt følelsesmæssigt forbundet med OG, i det mindste i denne periode, er i konflikt med, er en risikobetonet satsning.

Udgangspunktet for parterapi ses derfor i et TdP perspektiv som: To menneskers ønsker om at arbejde med deres parforhold. Det vil sige, at der fokuseres på det, der så at sige rummer forholdet, nemlig forholdets rammer - de rammer de to mennesker opstiller for udfoldelsen af deres individuelle liv i samværet med hinanden.
I næste omgang kan fokuseringen rettes mod indholdet i forholdet.

At indgå i et parforhold ses indenfor TdP som den forpligtelse, man påtager sig overfor den anden part til at respektere disse rammer for udfoldelsen af ens eget liv
 
Forudsætningen for at de to parter kan tage stilling til, hvorvidt de ønsker at påtage sig en sådan forpligtelse er, at der foreligger en beskrivelse, eller en synlighed, af de rammer, de to skal tage stilling til.
 
 
TERAPEUTENS KRAV I FORBINDELSE MED PARTERAPI

Det eneste ’krav’ der er til parret fra terapeutens side er, at parret undervejs i den terapeutiske proces ikke skændes. De kan naturligvis give udtryk for uenighed, men den uenighed der ikke kan formuleres uden et skænderi må eventuelt nedskrives og bringes med til næste session. Baggrunden for dette krav er, at det i praksis er så godt som umuligt at skændes uden at kritisere, og kritik dræber forholdet. (Se om kritik til sidst i artiklen).
 
 
EN KOMMUNIKATIONSPROCES

Foreligger der ikke en sådan 'beskrivelse', eller foreligger der ikke en sådan forpligtelse, fra begge parters side, foreligger der, set i et TdP perspektiv, ikke et parforhold. Parterapi med dette udgangspunkt må derfor fokuseres på:

• Hvorvidt de to mennesker ønsker at indgå i et parforhold – at lade sig begrænse
• Gennemførelsen af en fælles beskrivelse af de rammer for udfoldelse som et eventuelt parforhold vil medføre for dem
• En vurdering af hvorvidt de kan og vil kunne fungere indenfor disse rammer
• Og en stillingtagen til om de hver især vil forpligte sig på at respektere disse rammer

At indgå i et parforhold indebærer altså, med dette udgangspunkt: En accept af, at forholdet derefter er den mindste enhed: ikke mig, ikke den anden, men os.
Det betyder ikke, at man selv som person bliver udslettet. Det betyder derimod, at to mennesker indgår et parforhold, ved at de hver især accepterer at lade sig påvirke af den andens smerte, som var det deres egen.
Det sidste betyder ikke, at man skal forsøge at føle sig deprimeret, hvis ens partner er deprimeret. Det betyder derimod, at man gør sig klart, at hvis den anden part føler sig ulykkelig, er denne følelse ikke anderledes for den anden part, end den ville være for en selv, hvis.... man selv følte sig ulykkelig.
 
Det er naturligvis ethvert pars ubestridelige ret selv at definere rammerne for udfoldelsen af deres samliv. I et TdP perspektiv ses det imidlertid også som en del af terapeutens opgave at præsentere parret for et perspektiv på en sådan ramme for et godt forhold.
 
ET GODT PARFORHOLD FORUDSÆTTER i et TdP perspektiv bl.a.:

• At de to parter hver især oplever en trang til at bidrage til den anden parts glæde.
• At der i fællesskabet er det tilstede, som er et minimum for begge parters trivsel.
• At de to parter - hvor det er afgørende - kan nå frem til en fælles opfattelse.

Derudover må begge parter være i stand til og villig til:

• At give den anden noget, han eller hun har brug for, selv om det udelukker noget, man gerne selv ville have
• At være åben og ærlig overfor sig selv og hinanden - også med hensyn til hvad man har brug for, og hvad man kan tilbyde den anden part
• At forstå, anerkende og respektere deres indbyrdes forskellighed
• At anerkende og respektere såvel sine egne som partnerens begrænsninger
• At stole på og have respekt for den anden parts udtalelser om sine egne oplevelser/opfattelser
• At påtage sig ansvaret for at sikre sig det, der er nødvendigt for at kunne fungere bedst muligt indenfor forholdets rammer
• At tro på, at de begge stræber efter at opleve sig selv, som et menneske der søger det Gode

Ovennævnte står altså til rådighed for parret som inspiration eller skabelon for opstilling af nogle personlige rammer for deres forhold. I den periode parret har brug for for at kunne formulere og tage stilling (også følelsesmæssigt) til disse rammer, opfordres parret til at være opmærksom på henholdsvis kritikkens og taknemmelighedens lov.

Kritikkens lov er udtryk for den konstatering, at et menneske kun kan forandre sig fra en position, hvor vedkommende kan opleve sig selv som et menneske, der tilstræber noget, vedkomende opfatter som Godt. Derfor fastlåses vi i et forsvar overfor andre menneskers betvivlelse af vore grundlæggende motiver.

At et andet menneske er uenig med os, er ikke udtryk for kritik fra det andet menneske. Det er muligt, at vi inderst inde synes, det andet menneske har ret, og at vi derfor føler os under kritik, men det er en kritik, der i så fald kommer indefra. Vi er derimod under kritik fra et andet menneske, når dette menneske (vedholdende) forsøger at presse os til at reagere anderledes, end vi naturligt gør, når vi lever i overensstemmelse med vort inderste.

Heroverfor står taknemmelighedens lov , der er udtryk for, at vi dybest set er forsvarsløse overfor enhver 'gave' fra et andet menneske, som tilfredsstiller et grundlæggende behov hos os, som vi selv har svært ved, eller ikke er i stand til, at tilfredsstille. Dette medfører før eller siden, hvad enten vi vil det eller ej, en taknemmelighed, som vi kun kan forløse ved at give dette andet menneske noget, som han eller hun har brug for.

Noget af det største vi kan modtage fra et andet menneske er muligheden for at kunne være sammen med dette andet menneske på en sådan måde, at vi opnår dette andet menneskes respekt og agtelse overfor os, samtidig med at vi er tro mod os selv og Livets krav - autentiske.

Det er næppe svært på denne baggrund at forstå, at et forholds styrke, ud over det vi får foræret af omstændighederne eller skæbnen, først og fremmest består af afsavn. Det er måske muligt for den enkelte på kort sigt at få det bedre gennem krav, men forholdet - som er den tredie part - får det først og fremmest bedre af afsavnet overfor den anden part. Afsavnet ender således ikke ude i den blå luft, men kommer den anden part til gode. Da dette, ifølge taknemmelighedens lov, før eller siden medfører en villighed til afsavn overfor partneren, er der potentiale til en evighedsmaskine.

Begyndelsen til bevægelsen i dette kredsløb vil for mange stille store krav om udholdelse (afsavn) af de frustrationer, der kan følge af ikke at få mest muligt til sig selv. Det kan under disse omstændigheder kræve stor styrke virkelig at turde tro på, at det jeg giver den anden på et eller andet tidspunkt kan komme tilbage til mig/os - og mere end det. Spørgsmålet er i sidste instans, hvordan vi har det med at have givet et andet menneske noget afgørende uden (i bogstavelig forstand) at få noget igen. I yderste instans stilles vi her overfor valget mellem kærlighed eller kontrolleret retfærdighed. Det ene udelukker det andet.

Derudover er det ikke altid umiddelbart synligt, og det er ikke altid enkelt, hvad det er, der er et menneskes grundlæggende behov. Det kan derfor være vanskeligt at finde den ’gave’ til den anden, som vækker taknemmeligheden i den anden. Det et menneske har mest brug for er ikke altid det vedkommende i første omgang har mest lyst til.

Endelig er det en afgørende pointe, at så sandt som det er sagt om kærligheden: 'Elske kan man kun, hvis man ikke kan lade være', gælder det også for taknemmeligheden: Følelsen af taknemmelighed oplever vi kun, når vi ikke kan lade være. Da taknemmeligheden endvidere er en af vore stærkeste følelser, og en følelse vi ikke selv har kontrol over, kan den gøre os bange. Vi kan da forsøge at undgå en sådan faretruende intensitet ved at tale om utaknemmelighed eller taknemmelighedsgæld. Disse udtryk viser tilsyneladende nogle andre sider af taknemmeligheden. Men følelsen af taknemmelighed, som her beskrevet, har vi som nævnt ikke kontrol over. Det er derfor meningsløst at tale om taknemmelighed som noget vi kan kræve af et menneske, og derfor også som noget vi kan skylde et andet menneske. Derfor kan vi ikke være utaknemmelige, og vi kan ikke være i taknemmelighedsgæld til nogen. Enten er vi taknemmelige, eller også er vi ikke taknemmelige, men vi kan ikke være utaknemmelige.

<< Tilbage til ARTIKLER