
Livet kan være hårdt.
Livet kan være fuld af udfordringer - og muligheder.
Nogle gange er disse udfordringer for voldsomme. Og nogle gange er mulighederne for begrænsede eller for overvældende.
Her kan man have brug for et andet menneskes hjælp til:
at finde ro i sig selv
at forstå sig selv
at blive fortrolig med sit eget følelsesmæssige grundlag
at finde sine grundlæggende værdier
at blive afklaret om noget
at forstå et andet menneske
at finde en vej ud af meningsløsheden
at finde et følelsesmæssigt meningsfuldt perspektiv
at få følelser og tanker, der kører i ring, løftet op, så de kan blive sluppet fri og komme ud som indsigter og ord
at acceptere de livsbetingelser der ikke kan ændres
at blive i stand til at udholde nogle uundgåelige, belastende følelser og livsomstændigheder
at finde modet til at stå ved sig selv
at forstå sin egen indflydelse og begrænsning i forhold til livet
Det er, hvad psykoterapi handler om.
Nogle gange kan alt dette få en speciel farvning i et parforhold. Her kan det være en hjælp at inddrage partneren for at få afklaret forholdets og partnerens rolle med hensyn til de udfordringer og de muligheder, man står over for. Her vil der være tale om par-terapi.
INDIVIDUEL TERAPI
Individuel terapi er en række samtaler med en psykolog/psykoterapeut, som har til formål at hjælpe et menneske med at opnå en bedre forståelse af sig selv og sin livssituation, og at opnå en bedre følelsesmæssig kontakt med sig selv.
Når vi skal finde vej igennem livet, har vi to vigtige værktøjer. Vores rationelle, analytiske fornuft og vore følelser.
Vores rationelle, analytiske fornuft kan ofte hjælpe os med at forstå noget på en helt ny måde, som kan være meget frigørende og meningsfuld for os. Her kan det være en sand øjenåbner pludselig at møde et spørgsmål fra terapeuten, som får én til at se problemstillingen fra en helt anden, overraskende, vinkel.
De fleste mennesker må imidlertid på et eller andet tidspunkt i deres liv erkende, at det i sidste ende er følelserne, der bestemmer. Ikke at følelserne bestemmer alt. Men er vi dybt følelsesmæssigt overbevist om, at noget er rigtigt og meningsfuldt, så kan vores rationelle fornuft ikke holde os væk fra denne følelsesmæssige indsigt i det lange løb.
Derfor kan det være dybt meningsfuldt for et menneske at stoppe op og finde et sted, en terapeut, hvor man i en tryg og tillidsfuld atmosfære kan fordybe sig i sine følelsesmæssige oplevelser og finde ud af, hvad man synes er rigtigt og forkert i ens liv. Hvad man kan stå inde for. Hvad man vil med sit liv. Som munken Fader Zosima siger i den russiske forfatter Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov: “På usandhed kan man komme frem gennem hele verden, men ikke tilbage”. Altså heller ikke tilbage til sig selv.
PAR-TERAPI
Parterapi er også en række samtaler med en psykolog/psykoterapeut. I parterapi er formålet derimod at hjælpe to mennesker, der lever i et forhold, til at blive afklaret på, om de virkelig ønsker at dele deres liv med hinanden. At dele sit liv med et andet menneske i et parforhold vil netop sige, at man kan mærke en villighed til at give dette andet menneske noget, man egentlig gerne selv ville have. Det betyder ikke ALT, hvad man gerne selv ville have. Det betyder derimod, at man udvikler en evne til at afgøre, hvad der virkelig er uundværligt for én, hvis man skal have et meningsfuldt liv med en grundlæggende livsglæde. Dét, der således er uundværligt for én, må man kæmpe for. Derudover kan der være noget, som man gerne vil have, uden at det er uundværligt - men måske er det uundværligt for partneren. Det er først og fremmest noget af dét, man må være villig til selv at give afkald på for partnerens skyld, og for forholdets skyld. Så forholdet, som den tredie part også kan trives.
En vigtig del af processen i parterapi er, at de to parter sammen får afklaret, hvad der er uundværligt for dem hver især, for at de kan leve et meningsfuldt liv med en grundlæggende livsglæde. Det er denne afklaring, der fremover vil udgøre rammerne for forholdet. Og begge parter må tage stilling til, om de kan og vil leve indenfor disse rammer.
Beslutter parret sig for at sige ’Ja’ til disse rammer, vil det derefter være terapeutens opgave, i den videre parterapi, at støtte parret i at kunne efterleve denne beslutning.