© 2003 By Jørn Toustrup

Nedenstående præsentation af Tilstandene forudsætter en vis grad af fortrolighed med grundlæggende psykologisk viden.

OM TILSTANDE

Ligesom det kan være svært at se billedet eller teksten på en TV-skærm i stærk dagslys eller omvendt at se et billede eller en tekst i en bog i mørke, er der forskellige aspekter af verden, som vi kun kan få kontakt med i bestemte oplevelsestilstande - et bestemt lys.

En analogi som nærmer sig eksemplets karakter, er stereogrammet. (Et computerfremstillet billede, der, når vi ser på det uden at fokusere på det, men i stedet fokuserer lidt bag ved billedet, fremtræder med et nyt motiv i tre dimensioner - se mere). To mennesker der iagttager det samme billede, kan derfor, i kraft af deres forskellige måder at iagttage billedet på, opleve billedets motiv vidt forskelligt.

Også i vores daglige liv kan vi opleve verden forskelligt, afhængig af om vi er opmærksom på den ene eller den anden måde - tilstandsafhængigt. Det kan eksempelvis være vanskeligt eller umuligt at formidle en oplevelse eller forståelse fra en meditativ tilstand til et menneske der ikke har været i denne tilstand, på samme måde som det kan være umuligt at få den der fokuserer direkte på stereogrammet til at begribe, hvad motivet egentlig er, indtil han selv har defokuseret sit blik, på en måde der bringer det hidtil skjulte motiv frem i stereogrammet.

Een af pointerne i forbindelse med tilstandene er, at vi kan have forskellige, eventuelt modstridende, interesser i forskellige tilstande, og at forskellige dele af vort liv kan være styret af (eller i) forskellige tilstande. Der er dog samtidig tale om en eller anden grad af koordinering mellem disse forskellige tilstande. Ønsker vi kontakt med en oplevelse eller et reaktionsmønster i en bestemt tilstand, er det derfor ikke nok at forholde sig til indholdet i reaktionsmønstret, også oplevelseskvaliteten, det vil sige tilstanden, må tages med i betragtning.

En anden pointe er, at de forskellige tilstande ikke kan erstatte hinanden. Følelsmæssige tilstande er således ikke blot et rart eller ubehageligt ledsagefænomen, det er en selvstændig og yderst kvalificeret måde at strukturere og bearbejde indtryk på - med kvaliteter der ikke kan erstattes af feks. intellektet.

Ofte tænker vi i dagligdagen ikke over disse ting, blandt andet fordi mange oplevelser og reaktioner forekommer i flere forskellige tilstande, men også fordi mange af de reaktionsmønstre vi forsøger at få kontakt med hos os selv og hos andre forekommer i de tilstande, vi typisk eller overvejende befinder os i. Vi stilles derfor ikke overfor et krav om, eller en nødvendighed af, at vurdere den foreliggende tilstands relevans.

I en terapeutisk sammenhæng kommer vi derimod ofte ud for, at vi af en eller anden grund ikke kan få kontakt med en bestemt del af klienten. Dette problem vil i mange tilfælde dreje sig om, at terapeuten henvender sig på en måde som etablerer kontakt med en forkert del af klienten, i forhold til hvad terapeuten faktisk er interesseret i. Hvis terapeuten fastholder sin måde at kommunikere på, må man så håbe, at klienten på et eller andet tidspunkt bliver i stand til at præsentere problematikken i den tilstand, som terapeuten kommunikerer indenfor.

Inden for Tilstandsdifferentieret psykoterapi lægges der imidlertid op til, at terapeuten, gennem en indsigt i oplevelseskvaliteternes betydning for forståelsen af kommunikationen, kan kommunikere på en måde, som er i overensstemmelse med klientens aktuelle tilstand i kontakten.

DE FEM TILSTANDE

Jeg skelner mellem fem tilstande, som jeg benævner: 0 - I - II - III - IV. Der er to afgørende træk ved bevægelsen fra niveau 0 til niveau IV. En stigende grad af eksternalisering og en stigende grad af differentiering.

Eksternaliseringen kommer til udtryk i en udvikling fra en mystisk reaktion på niveau 0 til en reaktion absorberet i kroppen på niveau I - kroppen reagerer. Denne udvikling går videre til en tidsmæssigt udskilt position på niveau II - som noget der så at sige ikke hører kroppen naturligt til i det givne øjeblik, men stadigvæk noget kropsligt - en kropslig anakronisme. Dette udskilte kan siges i nogen grad at præsentere det tidligere kropsligt absorberede (egentlig en begyndende billeddannelse - en ‘afbildning’ af det tidligere).
På niveau III fortsætter eksternaliseringen, idet der skabes et ‘sted’ - den ydre verden - hvor noget af det på niveau II præsenterede re-præsenteres, på en måde som ikke blot er en kropslig anakronisme, men helt adskilt fra kroppen.
Endelig skabes der på niveau IV, ved hjælp af sproget, et ‘sted’ - nemlig et mentalt rum, hvori en del af den rest der ikke kunne eksternaliseres i den ydre verden nu kan eksternaliseres.

Vi kan altså tale om, at vi, afhængig af hvilket niveau der er dominerende, kan befinde os fem forskellige ‘steder’ - i fem forskellige tilstande. Jeg har tidligere (Toustrup 1993 og Toustrup 1996) redegjort for en mulig korrespondance mellem disse niveauer og bestemte strukturelle niveauer i vort centralnervesystem.

• IV - DET INTELLEKTUELLE, ABSTRAKTE, MENTALE NIVEAU
  
• III - DET INTUITIVT, ANALOGE, KONKRETE YDRE NIVEAU
  
• II - DET FØLELSESMÆSSIGE NIVEAU
  
• I - DET ABSORBEREDE KROPSLIGE NIVEAU
  
• O - DET MYSTISKE NIVEAU

Mest grundlæggende kan vi være (niveau 0) - ikke noget bestemt, ikke noget bestemt sted og ikke på noget tidspunkt. Jeg vil i det følgende betegne dette niveau som: Det mystiske niveau (0).
Dernæst kan vi være kroppen - ikke i kroppen, for i det lille ord 'i' ligger der en adskillelse, hvor der ikke er nogen adskillelse: Mellem det der er i (kroppen) og det (kroppen) det er i. Jeg vil i det følgende benævne dette niveau: Det absorberede kropslige niveau (I).
Vi kan imidlertid også befinde os i kroppen - i den betydning at vi oplever noget som: ‘lokaliseret’ i kroppen. Jeg vil benævne dette niveau: Det følelsesmæssige niveau (II).
Endvidere kan vi befinde os i en ydre - i forhold til kroppen - verden (niveau III) eller i en mental verden (niveau IV). For niveau III vil jeg anvende bevævnelsen: Det intuitivt, analoge, konkrete ydre niveau. Og for niveau IV vil jeg anvende benævnelsen: Det intellektuelle, abstrakte, mentale niveau.

Differentieringen kommer til udtryk på mange forskellige måder. Megen differentiering er sammenfaldende med eksternaliseringen - er et aspekt ved eksternaliseringen. Eksempelvis kan vi sige, at det med stigende niveau bliver muligt at differentiere oplevelsen, idet vi på niveau IV ikke blot kan skelne mellem indre og ydre, hvad vi også kan på niveau III, men yderligere kan skelne mellem flere typer af indre oplevelser: fantasi og erindring. Endvidere kan vi på niveau IV skelne mellem forskellige logiske- eller forudsætningsniveauer. Der kan endvidere være god mening i at tale om, at sansemodaliteterne differentieres med stigende niveau. Daniel Stern's iagttagelser synes at bekræfte en sådan opfattelse, at sansemodaliteterne fra starten af ikke er differentieret, at indtryk på dette tidspunkt eller dette ‘sted’ frit kan flyde mellem modaliteterne.
Forestiller vi os opmærksomheden som en størrelse med en begrænset spændvidde (de fleste mennesker kan maksimalt huske mellem 5 og 9 cifre), vil opmærksomheden på de lavere niveauer kunne rumme mere (uudfoldet) information end de højere (udfoldede) niveauer.

Når vi iagttager os selv og hinanden og iagttager kommunikationen mellem mennesker, kan vi konstatere, at alle disse niveauer konstant er aktive, samtidig med at vi kan iagttage, at et af niveauerne kan være dominerende i en bestemt situation. Sådanne iagttagelser rejser nogle spørgsmål. Først og fremmest: ser tilfredsstillelse, mening, indsigt, forståelse, bekræftelse, kontakt etc. forskellig ud på de forskellige niveauer?

Svaret på det spørgsmål er: Ja, der er feks. stor forskel på, hvorledes man bekræfter et menneske i sin eksistens, hvis det er et problem, hvor niveau II er dominerende, i modsætning til niveau IV som det dominerende niveau i problematikken. Oplevelsen af autenticitet har vidt forskellige kvaliteter på niveau II og niveau IV.

De forskellige niveauer orienterer os på forskellige måder. På niveau 0 er vi indeholdt i Det Givne.

På niveau I kan vi tale om en stabilitet, der er givet som en genetisk betinget tvang, for så vidt at mennesket ikke er istand til at overskride de rammer vi genetisk er underlagt. (Dette gælder også, selv om vi i disse år bliver istand til at kontrollere hvilke gener, vi udstyrer det enkelte menneske med).

I løbet af artsudviklingen slækkes denne tvang i nogen grad og erstattes på niveau II med et indre pres gennem vore følelsesmæssige oplevelser, som qua ubehag, længsel etc. presser os i bestemte retninger.

Sidenhen bliver det indre pres slækket og istedet, på niveau III, suppleret med et ydre pres gennem myter, regler, konventioner etc..

I nogle tilfælde slækkes også det ydre pres, der på niveau IV kan suppleres med en indsigt og forståelse, der kalder på valget.

IV - INDSIGT - FORSTÅELSE - VALGET

III - YDRE PRES

II - INDRE PRES

I - TVANG

0 - DET GIVNE

Som nævnt er det her en afgørende pointe, at de nye måder at skabe struktur og bearbejde indtryk på ikke afløser de gamle måder, men netop supplerer dem. Niveau II's følelsesmæssige måde at strukturere og bearbejde på, har altså nogle kvaliteter, som vi er helt og aldeles afhængige af - nogle kvaliteter vi ikke kan få ind i vort liv ved hjælp af niveau IV's intellektuelle bearbejdning.

At reagere følelsesmæssigt er således ikke, i sig selv, barnligt eller umodent, ikke noget vi må prøve at komme fri af, for at kunne se mere voksent og objektivt på tingene. Når en følelsesmæssig måde at opleve tingene på nogle gange kan siges at være problematisk, er det derimod udtryk for, at det følelsesmæssige niveau i sig selv ikke er ordentlig udviklet, eller at niveau IV, samtidig med at det er dominerende i en bestemt sammenhæng, mangler indsigt i konklusionerne på niveau II.

Målet er derfor ikke at få det menneske, som har det svært med nogle følelser, til ikke at reagere følelsesmæssigt, men derimod at skærpe personens evne til at anvende den følelsesmæssige kvalitet - at få denne kvalitet til at indgå i struktureringen og bearbejdningen af de forskellige påvirkninger, samt at få de forskellige niveauers bearbejdninger af påvirkningen koordineret med hinanden. Ofte vil en afgørende forudsætning for disse færdigheder være evnen til overhovedet at kunne udholde (de smertefulde) følelser med henblik på at "tømme dem for information". En information der ofte kan være livsvigtig.

Følelsesmæssige oplevelser er således ikke blot noget, vi skal tage med i vore overvejelser, det er også oplevelser, der kan stå alene, som kan selv - selv kan afstedkomme udvikling, blot gennem dette at de får lov til at være der. Denne kompetence i det følelsesmæssige kan i næste omgang efterlade os med en intellektuel forvirring over, hvad det egentlig var, der afstedkom den pågældende udvikling.

Sammenfattende kan vi sige, at de fem niveauer ikke kan erstatte hinanden, og at de hver især har vigtige funktioner i dette at være menneske. Man kan ikke spekulere sig frem til en forståelse (IV) af, hvad glæde (II) er. Man kan ikke vælge (IV), fra dette øjeblik, at tro (III) noget, man i dette øjeblik ikke tror. Man tror, det man tror, i et givet øjeblik.
Det er ikke forkert at tro på noget andet, end det andre tror på, men det er forkert at antage, at man ikke tror på noget - at dette at tro - i sig selv er noget inferiørt. At forsøge at undgå at tro på noget, og blot have med det at gøre som kan bevises, ville svare til at skære hjernen ud, i begejstring over funktionerne i ens nye PC'er. Uanset PC'erens funktioner, er disse funktioner dog baseret på, at brugerens hjerne stadigvæk fungerer.
På tilsvarende måde er vore liv, på trods af intellektets formåen, stadigvæk baseret på tro - feks. forudsætter det, vi betegner som et normalt liv, troen på at andre mennesker oplever verden på nogenlunde samme måde, som vi selv. Vi kan ikke bevise, at andre mennesker oplever livet stort set på samme måde som vi selv, men det vi opfatter som et normalt liv forudsætter, at vi tror, det er sådan.

Det tilstandsskift hos klienten mod niveau II der ikke kan afstedkommes fra en generel snak om problemet (niveau IV) kan pludselig gennemføres, når terapeuten skifter over til en metafor (niveau III) eller beder klienten om et konkret eksempel (niveau III).

Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det hele, kan vi ikke undgå tros aspektet. Spørgsmålet er ikke, om vi har nogle myter, spørgsmålet er, hvilke myter vi aktuelt lever efter. Ligesom vi kan tale om, at vi kan befinde os i et sundt eller et skadeligt fysisk miljø, kan vi tale om, at vi befinder os i sunde eller skadelige myter eller historier om os selv - både personligt og som art.

Fundamentet - det vil sige de underliggende niveauer - er ligeså meget tvang som mulighed. Vi er, så at sige, dømt til at udleve, det vi ikke kan forestille os - det vil sige: som vi ikke kan re-præsentere. Omvendt kan vi, på et niveau, præsentere noget, som ikke er integreret i det underliggende - som altså ikke re-præsenterer noget.

Selv om et underliggende niveau tilsyneladende ikke har nogen fælles karakteristik med det overliggende niveau, kan dele af det underliggende niveau dog være dele af det overliggende niveaus forudsætning, som det er tilfældet med autenticitetsoplevelsen. Man kan sige, at det hvide papir der er mellem ordene er tomt. Der står der netop ikke noget. Men hvis vi fjerner det hvide, feks. gør det sort, forsvinder ordene også. Ordene forudsætter noget, der - som ord betragtet - ikke er noget, men dog er en af deres forudsætninger.

Endelig vil jeg fremhæve, at de enkelte niveauer i modellen reagerer såvel direkte som indirekte, på det der sker, idet den indirekte reaktion er udtryk for en oversættelse eller spejling forstået som et niveaus reaktion på et andet niveaus direkte reaktion. Såvel de direkte som de indirekte reaktioner kan ses som enten funktionelle eller non-funktionelle afbildninger af ‘noget’.
På trods af ovenstående forskellighed mellem niveauerne, fungerer disse, set i et andet perspektiv, meget ensartet. At en bestemt forståelse må være til stede for at noget andet kan forstås, er eksempelvis en struktur som også gør sig gældende i det forhold, at en person må være i en bestemt følelsesmæssig tilstand, for at få adgang til bestemte følelsesmæssige oplevelser (bland andet følelsesmæssige erindringer).

FØLELSESMÆSSIGE TILSTANDE

Sagt på en anden måde, kan vi sige, at bestemte følelser (oplevet her og nu) (niveau II) er en forudsætning for bestemte følelsesmæssige indsigter, helt på samme måde, som en bestemt aktuelt tilstedeværende viden (niveau IV), kan være en forudsætning for en bestemt intellektuel forståelse, og ligesom dette at udføre en bestemt handling (I) kan være en forudsætning for oplevelsen af dyb meningsfuldhed (I).

Følelsesmæssig indsigt er således at betragte som en indsigt, der forudsætter en følelsesmæssig oplevelse her og nu. Det er selve dette: at have ‘denne’ følelse, der i næste omgang gør det muligt, at anvende denne oplevelse til at ‘forstå’ noget.

Den følelsesmæssige oplevelse er altså at betragte som et råmateriale eller en information, på samme måde som feks. en matematisk formel kan være det. Tilsvarende kan dette at give sig hen til en intuitiv oplevelse, give en en intuitiv baseret forståelse. Man kan sige, at de forskellige tilstande er udtryk for forskellige måder at orientere sig på.

Også den mystiske oplevelse har sin betydningsfulde plads. At afvise en mystisk oplevelse, fordi den er ulogisk eller afvigende i forhold til de andre tilstande, er altså lige så misforstået som at afvise den kropslige oplevelse med den begrundelse, at den ikke er sproglig. Men som det gælder for de andre tilstande, kan også den mystiske oplevelse være mere eller mindre klar, mere eller mindre ‘forståelig’ i forhold til sin egen kvalitative struktur.

- Kommentarer er velkomne >> HER

<< Tilbage til ARTIKLER

<< Tilbage til UNDERVISNING