Psykoterapi og det meningsfulde liv.


DEN KORTE UDGAVE:


Når Livet inviterer til fest
stiller det ingen betingelser.
Når døden kommer
venter den ej.
Begge siger de: Kom som du er!
- jt

Dostojevskij: "På usandhed kan man komme frem gennem hele verden,
men ikke tilbage." Altså heller ikke tilbage til sig selv.

"Giv din smerte ord.
Det tyder på, når sorgen mælet mister,
at hjertet er så fuldt, at snart det brister."
- Shakespeare, Macbeth

"Those who dance are considered insane by those who cannot hear the music."
- George Carlin


DEN LANGE UDGAVE:

Det rationelle menneske


Psykoterapi har igennem de seneste årtier udviklet sig til en milliard industri. Det hænger bl.a. sammen med, at psykoterapi ikke kun anvendes for at lette menneskers følelsesmæssige smerte, men også fungerer som en målrettet tilpasningspåvirkning over for mennesker, der ikke agerer hensigtsmæssigt i forhold til de herskende normer og interesser.

I Den Danske Ordbog defineres psykoterapi som 'behandling af psykiske lidelser'. Og behandlinger defineres som foranstaltninger 'man iværksætter for at helbrede nogen eller afhjælpe et helbredsmæssigt problem'. I det perspektiv ses psykoterapi som en proces, hvor en klient, der er syg, bliver behandlet og helbredt. Selv om mange psykologer i dagligdagen ikke opfatter deres klienter som syge, er det den sprogbrug og det perspektiv, der karakteriserer moderne psykoterapi. Og det er dén grundlæggende forståelse, der ligger bag offentlige og halvoffentlige tilskud til behandling og lindring af psykisk lidelse. Derfor er det først og fremmest de praktiserende læger, der henviser mennesker til psykoterapeutisk behandling på baggrund af bestemte diagnoser. Men det er en tilgang til menneskelig lidelse, der kan være meget problematisk.

Når vi omtaler mennesker som syge, må en behandling naturligvis være orienteret imod noget, som vi betegner som raskt. Men hvad vil det sige at være psykisk rask? Kan man være psykisk rask på flere forskellige måder? Kan man være rask, samtidig med at man er trist eller meget ked af det eller meget bange? Kan man være psykisk rask, selv om man ikke er i stand til at passe sit arbejde, fordi man ikke orker at stå op om morgenen? Eller fordi man oplever dagligdagen som mere og mere meningsløs?

Selv hvis vi tager udgangspunkt i den forholdsvis simple opfattelse, at mennesker er psykisk 'syge', når de føler sig så kaotiske, bange eller opgivende, at de er ude af stand til at agere på en måde, som vi opfatter som nødvendig for at opnå et godt liv, er det åbenlyst, at der stadigvæk kan være stor uenighed om, hvad der er et godt liv, og hvordan man får et godt liv. Derfor er det ikke helt enkelt at afgøre hvornår og hvordan, man skal tilbyde mennesker psykoterapeutisk behandling. Eller hvad vi overhovedet skal forstå ved begrebet behandling i den sammenhæng.

De problemstillinger forsøger de bevilgende myndigheder at komme i forkøbet ved blot at fokusere på forskellige mindre dele af mennesket - der hver for sig søges behandlet isoleret fra helheden - i stedet for at fokusere på det sammenhængende hele menneske. Ligeledes kræver man i større og større grad, at psykologerne anvender bestemte metoder og teknikker i terapien. Og uden at man gør sig det tilstrækkelig klart, siver disse standardiseringer ud i samfundet og bliver til normer: En standard for, hvad det vil sige at være et 'raskt' menneske. Og hvis 'hele befolkningen' derefter kan opnå en topplacering i en af de tilbagevendende absurde lykkemålinger - i forhold til andre landes befolkninger - har man på det nærmeste ført bevis for værdien af de aktuelle normer.

I de seneste år er dette at være rask, set fra de bevilgende myndigheders side, næsten blevet synonymt med at være på arbejdsmarkedet. Og det forventes, at et raskt menneske efterlever de aktuelle politiske opfordringer - fx ved at være fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden og være en god og stræbsom forbruger.

Når mennesker ikke kan indfri disse forventninger, er den helt dominerende anbefalede behandlingsmetode meget naturligt kognitiv terapi. Det er en metode, der er baseret på den antagelse, at mennesket er et rationelt væsen. Det forventes derfor, at klienten begynder at handle og reagere på bestemte hensigtsmæssige måder, i samme øjeblik han eller hun har forstået de logiske argumenter for at handle og reagere på den måde. Klienten skal altså bare have forklaret, hvad man skal gøre for at få et bedre liv, så følger resten automatisk.

Den kognitive tilgang betyder ikke, at der ikke kan være plads til følelser i en psykoterapeutisk behandling. Men følelserne skal være rationelt begrundede - i overensstemmelse med visse retningslinier. Det er således i orden at være ulykkelig over at have mistet en nærtstående, men der er grænser for, hvor længe man kan være ulykkelig over det. Og man kan selvfølgelig godt være kritisk eller trist på grund af private eller samfundsmæssige forhold, men man må ikke være for trist eller bekymret. Målet er jo, at klienten efter behandlingen igen skal passe sit arbejde, give udtryk for at være glad, sove godt om natten og have en oplevelse af at have kontrol over sit liv.

Denne tilgang til menneskelig lidelse - eventuelt suppleret med noget medicin - giver en stor gruppe mennesker udtryk for at være meget glade for. Men en anden stor gruppe afviser den eller giver ligefrem udtryk for frustration og afmagt over at blive mødt på den måde.

I de sidste tilfælde må man se i øjnene, at man tilsyneladende har fejlbedømt magtforholdet imellem et menneskes følelsesmæssige og intellektuelle forståelse. Forventningerne, til at klienten hurtigt godtager psykologens logiske argumenter og begynder at reagere anderledes på den aktuelle situation, må i de tilfælde siges at være baseret på en naiv og forsimplet forståelse af mennesket.

Naiv og forsimplet, fordi vi mennesker i virkeligheden er ufatteligt komplicerede, og fordi vores følelsesmæssige reaktioner ikke bare er krydderier, som vi efter smag og behag kan tilsætte vores livssituation i passende doser ved hjælp af logiske argumenter. Vores følelsesmæssige oplevelser er udtryk for selvstændige og meget avancerede forståelser af hele vores livssituation. Og det er en forståelse, vi ikke kan undvære, når vi skal orientere os i tilværelsen. Derfor kan det få fatale konsekvenser, hvis vi undervurderer eller afviser de følelsesmæssige oplevelsers betydning, blot fordi de er besværlige eller belastende. Og selv om vi let kan finde eksempler på følelsesmæssige reaktioner, der ser ud til at være ubegrundede eller uhensigtsmæssige, kan det heller ikke begrunde en generel nedprioritering af de følelsesmæssige oplevelsers betydning. Vi afviser jo heller ikke læsefærdighedens positive betydning, blot fordi nogen har misforstået en tekst.

Vi har ganske enkelt brug for en kopernikansk omvæltning. Vi kan ikke ukritisk opretholde en forestilling om, at menneskets inderste kerne blot er sammensat af en ophobning af rationelle argumenter, som er omkredset af mere eller mindre irrationelle følelsesmæssige oplevelser, der ideelt set bliver kontrolleret af den rationelle kerne. I virkeligheden består vores kerne af nogle grundlæggende følelsesmæssige oplevelser - værdier - som efterfølgende tiltrækker og fastholder en række rationelle argumenter, der afspejler vores livserfaringer med disse værdier.

Selv det mest rationelle menneske ser grundlæggende verden ud fra et følelsesmæssigt perspektiv. Ganske vist vil dette menneske sandsynligvis argumentere logisk for værdien af bestemte handlinger eller synspunkter. Handlingen eller synspunktet A er vigtig, fordi A medfører B. Men fortsætter vi med at spørge, hvorfor B så er vigtig, og den rationelle svarer, at B er vigtig, fordi B muliggør C, og vi derefter gentager proceduren: Men hvorfor er C da vigtig? ender vi til sidst med en følelsesmæssig begrundelse, der i sin ultimative form lyder: For ellers bliver livet meningsløst og uudholdeligt smertefuldt.

Det er altså i sidste ende en række følelsesmæssige oplevelser, der viser os, hvad der har værdi for os som mennesker. At noget er værdifuldt betyder, at det direkte eller indirekte er afgørende for, at vi kan mærke disse livsvigtige følelsesmæssige oplevelser.

Derfor er kontakten med vores følelsesmæssige oplevelser nødvendig for, at vi kan finde og skabe en oplevelse af følelsesmæssig meningsfuldhed. Uanset hvor skarpe og sande de rationelle argumenter er, er sandheden dén, at de rationelle argumenter, der ikke i én eller anden grad berører os følelsesmæssigt, ikke får nævneværdig indflydelse på, hvad vi foretager os. Det havde Mayer Amschel Rothschild forstået, da han sagde: Giv mig kontrol over en nations penge, og jeg vil ikke bekymre mig om, hvem der laver lovene. Han havde opdaget, at menneskers omgang med penge er meget følelsesladet.

Alligevel fortsætter man ufortrødent med at oversælge en forståelse af mennesket som en rationel skabning - selv i forhold til menneskelig lidelse. Og når der skal sættes trumf på, sker det gennem formidlingen af pseudovidenskabelige forskningsresultater. Det har vi i de seneste år set eksempler på i en popularisering af billeder fra hjerneskanninger - der bliver udråbt som en ny, videnskabelig funderet, objektiv forståelse af menneskets psyke. En forståelse der ofte ledsages af anprisninger om, at hér står vi endelig foran et videnskabeligt gennembrud, der sætter os i stand til, i videnskabens klare lys, at se, hvad det egentlig var, Freud sad og rodede med i petroleumslampens skær. Lidt på samme måde som forskellige 'forskere' igen og igen - igennem det meste af to menneskealdre - har været lige ved at løse skizofreniens gåde. Den videnskabelig klang i argumenterne har til formål, at få alle parter til at godtage hele behandlingspakken, fordi den tilsyneladende er videnskabelig baseret. Og nu kan vi endelig se det hele direkte på højteknologiske billeder af hjernen. Det er næsten som at være der selv!

Det er selvfølgelig rigtigt, at den kvinde, der er rasende over, at hendes mand har været hende utro med sin sekretær, oplever raseriet, fordi hendes binyremarv producerer store mængder adrenalin. Men det er nonsens at hævde, at det er binyremarven eller adrenalinen eller et bestemt hjerneområdes aktivitet, der er baggrund for hendes raseri - eller overhovedet at denne viden i væsentlig grad gør os klogere på hendes følelsesmæssige livssituation. Hun er vred på sin mand, fordi han har svigtet hende, og/eller fordi en række livserfaringer gør hende bange eller ked af det. Vil vi forstå os selv og hinanden, er det nødvendigt at se nærmere på vores indbyrdes følelsesmæssige forhold. Der er her ikke nogen gevinst i at påvise, at bestemte hjerneområder har øget eller reduceret aktivitet, mens en forsøgsperson foretager sig simple og isolerede handlinger, fuldstændig løsrevet fra et helt og sammenhængende liv. At der sandsynligvis kan uddrages helt andre indsigter af den slags studier er en anden sag.

Er der så ikke et alternativ til denne rationelt dominerede tilgang til forståelsen af et lidende menneske? Jo, der er en anden mulighed. En mulighed, hvor menneskets følelsesmæssige oplevelser i sig selv spiller en langt større og langt mere kompetent rolle. Et perspektiv, hvor det er de følelsesmæssige oplevelser, der inviterer logikken og intellektet til et frugtbart samarbejde. Det er en proces, hvor det ikke primært handler om at komme videre, men derimod om muligheden for at udvikle sig - følelsesmæssig udvikling.

Det er indiskutabelt, at vores rationelle fornuft spiller en vigtig rolle i mange gode og konstruktive beslutninger. Og der er mange problemstillinger, hvor vi ville være handlingslammet, hvis vi ikke havde adgang til vores logiske rationelle fornuft. Men det er ikke forsvarligt at udelukke vores følelsesmæssige oplevelser, når vi skal træffe meget afgørende beslutninger i livet. Ikke bare som et supplement til de rationelle begrundelser, men som deres fundament. I en anekdote fortælles det, at Freud på en spadseretur i Wiens gader blev kontaktet af en ung analytiker, der spurgte, om han måtte bede Freud om et godt råd. Og Freud skulle angiveligt straks have svaret: Hvis det drejer sig om noget afgørende, så lyt til deres hjerte. Er det et praktisk problem, så brug deres rationelle fornuft.

Vi kan ikke undlade at beskæftige os med både vores egne og andres følelser, hvis vi vil gøre os forhåbninger om et mere meningsfuldt liv. Det betyder naturligvis ikke, at vi straks skal imødekomme ethvert følelsesmæssigt begrundet behov eller krav. Men vi skal tage de følelsesmæssige tilskyndelser alvorligt, fordi de rummer afgørende informationer om både os selv og den anden, og fordi vores følelser har potentiale til at styre vores liv - endda uden at det, rationelt set, fremstår sådan.

Så vi kan ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest og lukke øjnene for de besværlige og belastende følelsesmæssige oplevelser i en naiv forventning om, at vi kan slippe for dem, hvis vi tager os ordentligt sammen. Selv om vi latterliggør de følelsesmæssige oplevelser, og selv om vi lægger dem i logikkens og skammens håndjern, bliver de alligevel ved med at blande sig i vores liv.

Hvis vi fortsætter med at bilde os selv og hinanden ind, at det blot handler om at være logiske og rationelle - nødvendighedens logik - og det bare drejer sig om at udvikle børnenes rationelle/intellektuelle færdigheder, vil det muligvis være til fordel for de børn, der allerede er blevet tilbudt en følelsesmæssig udvikling hjemmefra. Men det vil være med fatale konsekvenser for alle de børn, der slet ikke kan få det følelsesmæssige til at hænge sammen på en meningsfuld måde. Lad os nu se lidt nærmere på den følelsesmæssige side.


Det følelsesmæssige menneske

Hvordan har du det?
I sidste instans er der ét spørgsmål, der er altafgørende for ethvert menneske: Hvordan har jeg det? Det er et altafgørende spørgsmål, fordi livet kan blive så pinefuldt eller så skræmmende, at man ikke kan holde ud at leve. Der er i de tilfælde tale om overvældende oplevelser af fx ensomhed, skam, afmagt, meningsløshed eller rædsel.

Det er oplevelser, der har det til fælles, at vi mærker dem. Og det er oplevelser, der - ligesom deres modsætninger - har afgørende betydning for os. Mærker vi fx meningsløsheden stærkt, begynder livskraften at sive ud af os. Mærker vi derimod en dyb meningsfuldhed og en oplevelse af værdighed, dukker der hurtigt en fornemmelse af taknemmelighed op, og livskraften begynder at fylde os. Det er med andre ord livsnødvendigt for os at mærke visse oplevelser inden i os. Vores følelsesmæssige oplevelser kan ganske enkelt være helt afgørende for, om vi kan leve eller ej. Visse følelsesmæssige oplevelser sætter os i stand til at leve, og andre følelsesmæssige oplevelser gør det uudholdeligt for os at leve.

Det efterlader os alle sammen med en stor livsudfordring: at leve på en måde, der fylder os med de livsvigtige følelsesmæssige oplevelser. Det er ikke altid så let, og slet ikke, hvis vi udelukkende sætter intellektet og logikken på opgaven, for oplevelser af taknemmelighed, meningsfuldhed og værdighed er ikke simple præstations resultater, der automatisk opstår, når vi har udført bestemte handlinger. Selv om man indretter sig på den helt rigtige måde - et spændende og godt betalt job, en sød partner, hyggelige venner, dejlige børn etc. - kan man alligevel føle sig ensom eller opleve det hele som meningsløst.

Det er her en afgørende pointe, at vi har brug for at mærke værdigheden, taknemmeligheden og meningsfuldheden. Og den slags fornemmelser er ikke bare noget, der opstår som et udtryk for summen af en række logisk velbegrundede valg. Det er fornemmelser, vi kun kan opnå ved at give os hen til, og gøre os sårbare over for, en lang række andre følelsesmæssige oplevelser, hvor selv subtile nuancer kan være helt afgørende.

Vil vi gøre os forhåbninger om at hjælpe et menneske med at fange de nuancer, er det derfor nødvendigt, at vedkommende er villig til, og i stand til, at udholde sine følelsesmæssige oplevelser, fordi det er midt i de følelsesmæssige oplevelser, at følelserne afgiver deres information, og man opnår indsigt i sig selv. I første omgang er sproget og logikken altså utilstrækkelig, når vi prøver at forstå os selv følelsesmæssigt. Her er de følelsesmæssige indsigter kun tilgængelige som følelsesmæssige oplevelser. Først senere kan vi benævne følelserne og eksemplificere dem ved hjælp af sproget.

Moderen kan godt - ved hjælp af et eksempel - fortælle sit barn om sine følelser ved at sige til barnet: Jeg blev ked af det, ligesom du blev ked af det, dengang du ikke kunne komme med far til stranden. Men barnet forstår kun moderens følelser, hvis det kan genkalde sig sine egne følelser af, hvordan det var ikke at kunne komme med faren til stranden.

Først når et menneske har mærket sine følelsesmæssige oplevelser, og på den måde er blevet fortrolig med dem, kan vedkommende begynde at beskrive dem, og derigennem opnå en viden om dem, som kan kommunikeres sprogligt. Der er altså en fundamental forskel imellem følelsesmæssig indsigt og sproglig viden. Vores følelsesmæssige oplevelser rummer en kvalitativ indsigt i vores liv, der adskiller sig radikalt fra vores øvrige viden.

Vores fornemmelse af, hvordan et andet menneske har det, er med andre ord afhængig af, at vi kan mærke de følelser, den anden beskriver eller udtrykker. Derfor er det også først i det øjeblik, hvor et lidende menneske mærker, at et andet menneske kan mærke hendes smerte, at hun kan modtage den andens respektfulde medfølelse og derigennem blive i stand til at udholde en overvældende fortvivlelse.

Følelsesmæssig smerte er således ikke altid et ubehag, vi skal forsøge at fjerne eller reducere hurtigst muligt gennem behandling. Og det er ikke psykologens logiske intellektuelle forståelse af de smertefulde følelser, der er den primære hjælp til den lidende. I mange tilfælde ses et menneskes følelsesmæssige smerte som en udviklingsmulighed for den lidende. En mulighed for øget personlig integritet, modenhed og værdighed. Men den mulighed forudsætter, at man kan udholde de belastende følelser længe nok til, at de kan afgive deres information, inden man eventuelt foretager sig noget.

Alternativet til sygdomsmodellens - gør noget eller fortæl mig hvad jeg skal gøre, så ubehaget går væk - er altså, at klienten opfordres til, og støttes i, at 'tage belastningerne til sig'. Det vil sige, at vedkommende ser sin livssituation i øjnene og anerkender, at det er sådan, det forholder sig, inden han eller hun skynder sig videre.

Men det drejer ikke kun om at udholde en vis frustration, inden man handler. Det drejer sig også om at forstå, at virkelighedens muligheder, divideret med et menneskes samlede behov og længsler, er et regnestykke, der aldrig går helt op. Det er et regnestykke, hvor vi står tilbage med en smerterest, ligegyldigt hvor mange gange vi prøver. Og smerteresten er ikke udtryk for en fejl, den er ganske enkelt en del af det bedst mulige. Der er for os alle sammen belastninger, der skyldes forhold, som vi - i det mindste aktuelt - ikke har fuldstændig kontrol over og derfor ikke kan fjerne. Ingen har fx fuld kontrol over sygdom, død og naturkatastrofer.

Formålet med at udholde de belastende følelser, vi ikke (umiddelbart) kan reducere på en konstruktiv måde, er altså primært, at vi derigennem bliver i stand til at forstå os selv følelsesmæssigt. En selvforståelse, vi ikke kan nå frem til udelukkende ved hjælp af sproget. At forstå sig selv følelsesmæssigt gøres ved at mærke sine følelser, mærke hvordan man har det. Det er i disse følelsesmæssige oplevelser, en afgørende selvindsigt viser sig. (Og det er en proces, som sjældent kan færdiggøres gennem en bevilling på 12 samtaler).

Et menneskes grundlæggende følelsesmæssige indsigt og udvikling starter derfor typisk med spørgsmålet:

Hvordan har du det?

_DSF0121

Eller rettet imod én selv: Hvordan har jeg det egentlig?

Hvad vil du med dit liv?
Når et menneske kan mærke, at hun ikke har det godt, og giver udtryk for det, er det naturligt at spørge vedkommende: Hvad vil du gøre ved det? Spørgsmålet er ikke udtryk for et underforstået: det må du selv klare. Tværtimod følges spørgsmålet ofte naturligt op med et andet spørgsmål: Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Den afgørende pointe er således, at det er den lidende selv, der skal vælge vejen. Den lidende er jo ikke en uformående stakkel, men et menneske, der sandsynligvis har holdt mere ud, end mange andre mennesker umiddelbart ville kunne klare. Det handler om respekt for det lidende menneskes integritet. Den lidendes ret til selv at besvare spørgsmålene: Hvordan vil du leve? Hvad vil du bruge dit liv på?

Der er dog grænser for, hvad vi kan gøre for den anden, uden at løbe en risiko for at komme til at stå i vejen for den andens livsproces. Det kan således være meget problematisk at gøre noget for den anden, som vedkommende selv kan gøre, men blot ikke orker at gøre lige nu eller er bange for at gøre. Vi kan ofte yde en bedre hjælp, hvis den anden selv begynder at gøre dét, der er nødvendigt i hans eller hendes liv. Og i mange tilfælde har den anden langt mere brug for hjælp til at opnå en følelsesmæssig indsigt i, hvad der er baggrunden for, at han eller hun hidtil ikke har orket - eller har været bange for - at gøre det nødvendige. I lyset af den indsigt kan vedkommende så genoverveje spørgsmålet:

Hvad vil du med dit liv?
Vi lader lige spørgsmålet stå et øjeblik!

_MG_1441

Hvilken vej, et menneske vælger i sit liv, er et meget vigtigt valg, for det er et valg, der kan få store konsekvenser. Både for én selv og for andre. Og vi kan ikke komme uden om det valg. Vi kan ikke slippe for at besvare spørgsmålet. Svaret ligger nemlig ikke kun i det, vi siger - eller om vi overhovedet siger noget - men lige så meget i dét vi gør, og i konsekvenserne af dét vi gør. Svarer vi, at vi ikke orker at vælge, eller at vi er ligeglade med vores liv, kan det altså blive konsekvenserne af denne ligegyldighed, der bliver vores endelige svar. Derfor er det et livsvigtigt spørgsmål at forholde sig til for ethvert menneske.

Valget
Gennemførelsen af dette valg er imidlertid heller ikke blot et spørgsmål om at gøre noget. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at acceptere konsekvenserne af dét, man gør, hvor ubehagelige disse konsekvenser end måtte være. Nogle af konsekvenserne af éns handlinger eller holdninger kan for eksempel komme i konflikt med noget andet, man også vil.

Under alle omstændigheder vil én af de første konsekvenser af sådanne valg ofte være en større eller mindre grad af usikkerhed - afhængig af hvor meget der er på højkant for én. Det skyldes, at konsekvenserne af vores handlinger i sagens natur først viser sig endeligt, når vi har gjort dét, vi vil - når vi er sprunget ud i det. Vi kan derfor ikke opnå ro og afklaring omkring et valg, inden vi er klar til at møde og acceptere valgets fulde konsekvenser. Roen og afklaringen ligger i denne accept. At vi accepterer de fulde konsekvenser af vores valg, betyder naturligvis ikke, at vi for tid og evighed udelukker os selv fra at søge at reducere konsekvensernes eventuelle skadevirkninger for os selv eller andre, hvis den mulighed viser sig.

Den slags valg forudsætter en stærk vilje. Heldigvis er viljestyrke noget, der kan trænes. Et menneskes viljestyrke består af mod og udholdenhed, og næres af oplevelser af følelsesmæssig meningsfuldhed, baseret på en række grundlæggende værdier. Træningen består i, at man udholder de uundgåelige frustrationer og den følelsesmæssige smerte, der nogen gange er forbundet med at være i konflikt med andre mennesker eller i konflikt med sig selv i bestræbelsen på at efterleve nogle grundlæggende værdier. Viljestyrke er altså ikke det samme som simpel stædighed.

Det er først og fremmest i forbindelse med gennemførelsen af disse valg, et menneske lærer sig selv at kende. Og det er dét kendskab, der gradvist sætter én i stand til at vælge mere sikkert i forhold til at nærme sig en dybere og dybere oplevelse af meningsfuldhed.

Vores grundlæggende værdier
Selv om man ikke kan komme uden om at tage stilling til sit liv, følger det ikke automatisk, at alle mennesker vil ét eller andet med deres liv. Som allerede nævnt kan et menneske komme i en situation, hvor han eller hun ikke længere magter livets udfordringer. Vedkommende giver op - langsomt over tid eller hurtigt og bombastisk. Livets følelsesmæssige smerte bliver for overvældende i fraværet af meningsfuldhed, værdighed og taknemmelighed. Selv om det konkrete liv måske giver logisk mening, kan vedkommendes livsvilje være lammet af ensomhed, skam, afmagt, meningsløshed eller rædsel.

Når vi taler om både logisk mening og følelsesmæssig mening, er det naturligvis fordi, vi kan opleve flere forskellige former for mening. En meget basal og simpel oplevelse af mening er en kropslig mening. Den kan vi møde, når vi fx tager imod en fysioterapeuts forslag om at bruge en muskel på en anden måde. Hvis vi derefter fornemmer, at vi nu bruger musklen på en mere naturlig måde, er det et eksempel på noget, der giver kropslig mening.

Noget kan også give mening i forhold til en erfaringsbaseret viden. Det er fx meningsløst, i forhold til alt hvad vi véd, hvis et menneske, der lige har sået gulerødder, en uge senere spørger os, om vi vil smage de nysåede gulerødder. Og vi kan som sagt tale om abstrakt logisk mening. Det giver eksempelvis logisk mening, at A er større end C, hvis vi véd, at C er mindre end B, og B er mindre end A. Det er imidlertid den fjerde form for mening, følelsesmæssig meningsfuldhed, der er mest interessant i den her sammenhæng.

Den følelsesmæssige mening er en størrelse, det er meget vanskeligt at definere entydigt. Vi må nøjes med at eksemplificere den form for mening. Glæde er klart et element i en oplevelse af følelsesmæssig meningsfuldhed, men følelsesmæssig meningsfuldhed er ikke det samme som glæde. Følelsesmæssig meningsfuldhed kan også være til stede, mens smertefulde tårer løber ned ad kinderne. Følelsesmæssig meningsfuldhed er heller ikke det samme som tilfredsstillelse, og alligevel er der et element af tilfredshed i oplevelsen. Under alle omstændigheder er en oplevelse af følelsesmæssig meningsfuldhed ubetinget en følelsesmæssig oplevelse, og den følelsesmæssige meningsfuldhed vil altid være forbundet med en efterfølgende spontan oplevelse af én eller anden grad af taknemmelighed.

Oplevelsen af følelsesmæssig meningsfuldhed opstår typisk, når dét, der sker omkring os, eller vores egne handlinger, er i overensstemmelse med vores grundlæggende værdier. Og når oplevelsen af meningsfuldhed bliver tilstrækkelig stærk, dukker oplevelsen af taknemmelighed spontant op - taknemmelighed over at dét, der fører til meninhgsfuldheden, kan lade sig gøre.

Hvis vi er i tvivl om, hvor værdifuld den følelsesmæssige meningsfuldhed er, behøver vi blot at rette blikket imod dens modsætning: meningsløsheden. Meningsløsheden er en følelsesmæssig oplevelser, der kan få mennesker til at opgive livet. Det siger noget om, hvor vigtig oplevelsen af følelsesmæssig meningsfuldhed er.

Der er altså nogle følelsesmæssige oplevelser, som vi må betegne som grundlæggende værdier, fordi de er grundlaget for, at vi kan holde ud at leve. Og det siger sig selv, at det er af afgørende betydning for os alle sammen, at vi opnår indsigt i, hvad det er for følelsesmæssige oplevelser, det drejer sig om, og at vi bliver i stand til at styrke og beskytte disse oplevelser - både i os selv og hos andre.

Et menneskes personlige afdækning af de ting kan tage lang tid og åbne for smertefulde følelser. Men at fratage et andet menneske denne udfordring - på grund af utålmodighed eller fordi man ikke kan holde ud at mærke den andens smerte i processen - kan være en meget alvorlig handling. Også selv om vi kalder det behandling.

_DSF1145


Hvor svært kan det være?
Kan det det være svært at tage stilling til, hvad man vil med sit liv, hvad der er éns grundlæggende værdier, og derefter begynde at efterleve det og kæmpe for det? Ja, det kan være rigtig rigtig svært. Selv om udfordringen i sig selv kan lyde meget enkel. Det er måske ikke så vanskeligt at finde ud af, hvad de fleste mennesker opfatter som grundlæggende værdier, men det er først, når disse værdier bliver følelsesmæssigt oplevet som et personligt engagement, at deres efterlevelse kan føre til en oplevelse af meningsfuldhed. En meningsfuldhed der i næste omgang kan vække en taknemmelighed.

Det er således på mange måder den følelsesmæssige meningsfuldhed, der er selve livets kerne. Og et menneskes muligheder for, og villighed til, at forme sin egen livshistorie i overensstemmelse med en række grundlæggende værdier er afgørende for opretholdelsen af denne meningsfuldhed. Vi taler her om noget, der er lige så nødvendigt som ilt og vand. Vi taler om et menneskes dybeste følelsesmæssige engagement.

Et sådant engagement er ikke det samme som et mål. Man kan godt have masser af mål i sit liv, uden at man gør noget som helst ved det. Det er i så fald netop fordi, man ikke er engageret i målene. Ikke engang de mest overbevisende logiske argumenter for et bestemt mål afstedkomme automatisk, at man holder ud og anstrenger sig for at nå målet. Kun dét, der er følelsesmæssigt meningsfyldt for os (men ikke nødvendigvis særlig logisk), kan vi ville, når det bliver rigtig besværligt eller smertefuldt.

Omvendt er et hvilket som helst engagement ikke lige så godt som ethvert andet engagement. Først når man bliver engageret i noget, der opleves som grundlæggende værdifuldt, kan man begynde at bruge sine ressourcer bedst muligt hen imod dét, der er følelsesmæssigt meningsfuldt. Som den romerske filosof Seneca sagde, er ingen vind gunstig for den, der ikke har nogen bestemmelseshavn.

At vælge sin bestemmelseshavn - og dermed sin retning i livet - er noget meget stort. Det er en beslutning, det er vigtigt at være grundig med. Det er derfor afgørende, at vi hver især bliver fortrolige med vores grundlæggende værdier, ligesom det er vigtigt, at vi accepterer de givne betingelser for efterlevelsen af disse værdier.

Det sidste er baggrunden for, at ethvert menneske må spørge sig selv: Hvilke uomgængelige forhold er der i mit liv? Og er jeg villig til følelsesmæssigt at acceptere disse livsbetingelser? Eller vil jeg bruge mit liv på at forsøge at 'ophæve tyngdeloven'? Heldigvis tyder meget på, at mennesker kan udholde rigtig meget, så længe det er følelsesmæssigt meningsfuldt.

_DSF1319


Vores følelsesmæssige fødsel - personlig integritet
Men før alle disse spørgsmål får nogen som helst relevans, skal man naturligvis eksistere. Inden man kan begynde at leve, må man fødes af nogen, for ingen kan føde sig selv. Det gælder både for den fysiske fødsel og den følelsesmæssige fødsel. Ligesom den fysiske fødsel er et kompliceret samspil imellem et barn, der vil leve, og en mor, der vil give liv, er den følelsesmæssige fødsel et samspil imellem et menneske, der søger en oplevelse af følelsesmæssig eksistens og et andet menneske, der bekræfter denne eksistens gennem medfølelse, respekt og forståelse.

Vi har med andre ord både et fysisk liv og et følelsesliv. De to former for liv er som møntens to sider. Vi kan ikke smide den ene side væk og beholde den anden. Dør vi fysisk, dør vores følelsesliv naturligvis også. Men det gælder også den anden vej rundt. Opnår vi ikke - eller kan vi ikke opretholde - en oplevelse af følelsesmæssig eksistens gennem en oplevelse af bl.a. værdighed og meningsfuldhed, er der en meget stor risiko for, at vi også dør fysisk.

Også den følelsesmæssig fødsel er - ligesom den fysiske fødsel - resultatet af et samspil. Det er et samspil imellem et menneske, der bruger sin frihed til at give udtryk for - og leve i overensstemmelse med - sine følelsesmæssige værdier og holdninger, og et andet menneske, der - som repræsentant for det menneskelige værdifællesskab - møder disse følelsesmæssige udtryk med respekt og indlevelse. (Det sidste er naturligvis ikke det samme som at give den anden alt, hvad vedkommende ønsker sig).

Selv om et menneske eksisterer fysisk, og giver udtryk for sine følelser, så har vedkommende altså ikke automatisk en oplevelse af at eksistere følelsesmæssigt. Kun de dele af et menneskes følelsesliv, der er blevet bekræftet som forståelige og værdifulde, ledsages af en eksistens oplevelse. Og det er kun disse dele et menneske kan udnytte fuldt ud i sin søgen efter meningsfuldhed.

Et menneskes følelsesmæssige eksistens er i bund og grund en oplevelse af at være en del af det menneskelige værdifællesskab. Det vil sige en oplevelse af, at andre ser noget forståeligt og noget værdifuldt i éns følelser og holdninger - selv om de ikke nødvendigvis er enige med én. Et menneske med den livserfaring oplever sig selv som et værdigt menneske, og kan begynde at sætte pris på, og værne om, sin personlige integritet i en søgen efter følelsesmæssig meningsfuldhed.

Fordi vi ikke bare er skabt til at eksistere fysisk, men også er skabt til at fungere i et fællesskab, der holdes sammen af følelser, har vi et medfødt behov for at føle os som en værdifuld del af et fællesskab. Og for at kunne opleve denne værdighed har vi brug for, at der er andre mennesker, der forstår os følelsesmæssigt og respekterer os. Det vil sige, at vi ikke blot har brug for at vide, at der er andre mennesker, der véd, hvordan vi har det, men også har brug for at mærke, at der er nogen, der kan leve sig følelsesmæssigt ind i det. Og stadigvæk kan have med det at gøre på en respektfuld måde.

Denne kommunikation kan foregå uafhængigt af den sproglige kommunikation - den mærkes. Det kan derfor være vanskeligt at diskutere, hvorvidt en sådan indlevelse og respekt har været til stede eller har været fraværende i kontakten, blot ved at henvise til, hvad der blev sagt. Dér, hvor der bliver sagt de rigtige ting, har den følelsesmæssige kontakt ikke nødvendigvis været til stede. Og dér, hvor der måske slet ikke blev sagt noget, kan den følelsesmæssige kontakt have været meget stærk.

Det er altså først og fremmest den følelsesmæssige indlevelse, det drejer sig om, når vi skal 'komme til verden' følelsesmæssigt. Og 'jordmoderens' forløsende indgreb i den følelsesmæssige fødsel er derfor naturligt koncentreret om spørgsmålet: Hvordan har du det? Ikke med en forventning om et høfligt svar, men med en forhåbning om, at den pågældende mærker efter og udtrykker, hvordan han/hun har det - og derefter begynder at fortælle om det.

I den proces er det mere end noget andet måden, hvorpå et menneske omgåes afmagten i sit liv, der bliver bestemmende for hans eller hendes følelsesmæssige eksistens. Det store spørgsmål er, om et menneske vover at blotte sin oplevelse af afmagt over for et andet menneske, når kontakten når dertil. Næsten alt afhænger af dét. Derfor har vi allerede fra fødslen en iboende trang til denne blottelse. Men lykkes det ikke i første omgang, kan trangen blive suppleret af en frygt for at blotte sig. Netop dén konflikt har været et tema i uendelige rækker af filosofiske værker.

Men selv om der er skrevet kilometervis af tykke bøger om det fortvivlede menneskes længsel efter en oplevelse af eksistens, kan intet menneske komme fra den ene side af denne kløft til den anden gennem en tekst. Og intet menneske kan tage det spring for en anden. Det er nemlig den følelsesmæssige oplevelse af afmagten, mens man - eventuelt i panisk frygt for at blive afvist og forladt - gør sig selv synlig over for et andet menneske, der er springet. I bedste fald kan en tekst - ligesom et varmt smil - invitere eller friste et menneske til at vove at tage springet.

Så, selv om det er så sandt, som det er sagt: at den altid fremadrettede tillid opbygges af den altid bagudrettede erfaringsbaserede tryghed, er det lige så sandt, at et menneske, der aldrig har opnået nævneværdig tryghed, en skønne dag må tage chancen og vove at nærme sig et andet menneske på en tillidsfuld måde - fordi menneskets følelsesmæssige eksistens er bygget på tillid.

Oplevelser af afmagt indtræder i ethvert menneskes liv. Og det er en oplevelse, der er indbygget i vores søgen efter en følelsesmæssig eksistens. Vi fornemmer nemlig allerede fra starten i denne søgen, at vi kommer til at åbne for mere, end vi vil, fordi vi altid er mere end dét, vi allerede véd, vi er. Og fordi der er noget af dette mere, vi ikke kan vælge ikke at være. Først når den eksistenssøgende har accepteret dét, får han fuld adgang til sit dybeste engagement, og kan udnytte og udleve sit fulde potentiale.

Livet kan i hele dette perspektiv ses som en forpligtende gave. Gaven er muligheden for, at vi hver især kan leve et autentisk liv med en stor frihed og personlig integritet. Ikke en frihed til at gøre hvad som helst, men den åbenbare mulighed: ikke at gøre dét, jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde valgt ikke at gøre det. I dén mulighed ligger der for ethvert menneske en afgørende frihed og et stort ansvar. Og forpligtelsen ligger i, at vi alle bliver et andet menneskes 'fødselshjælper'.

Personlig udvikling - om dét, som foråret gør ved kirsebærtræerne
Hvis et menneske henvender sig til en psykolog for at få hjælp til de her ting, må hjælpen i det hér præsenterede perspektiv tage udgangspunkt i de nævnte spørgsmål:

Hvordan har du det?
Hvad vil du gøre ved det?
Hvad vil du mere overordnet bruge dit liv på?
Hvad er følelsesmæssigt meningsfuldt for dig?
Hvad er dine grundlæggende værdier?
Hvad gør du for at efterleve dem?
Véd du, hvilke uomgængelige betingelser der er for det?
Vil og kan du følelsesmæssigt acceptere de betingelser?


Psykologen stiller naturligvis ikke alle spørgsmålene lige efter hinanden. Tværtimod kræver flere af spørgsmålene et længere tidsrum, hvis de skal udfolde deres dybere betydning. Det skyldes bl.a., at der lægges vægt på følelsesmæssigt forankrede svar. De enkelte spørgsmål stilles derfor først de relevante steder i processen.

Selv om der lægges vægt på det enkelte menneskes personlige svar, betyder det ikke, at ethvert meningsfuldt liv adskiller sig fuldstændigt fra andre menneskers oplevelser af meningsfuldhed. Én af de helt store fordele ved at være følelsesmæssigt forbundet i en flok er netop, at man kan drage fordel af andres følelsesmæssige erfaringer. Derfor kan psykologens viden om, og følelsesmæssig indsigt i, hvad det vil sige at være menneske, få afgørende betydning for klientens muligheder for at 'komme til verden' følelsesmæssigt.

På den anden side er psykologen ikke en ekspert, der kender den sande fortolkning af klientens mere komplicerede reaktioner - for dén sandhed findes ikke i absolut forstand. Den bedst mulige fortolkning er en fortolkning, der er meningsfuld, engagerende og konstruktiv for modtagerens muligheder for at leve et meningsfuldt liv.

Her er det naturligvis afgørende, at psykologen selv har erfaringer med at have mødt indlevelse og medfølelse fra et andet menneske. Er der store dele af psykologens følelser, som aldrig er blevet bekræftet, vil det være vanskeligt eller umuligt for psykologen at opdage og møde tilsvarende følelser hos andre mennesker på et følelsesmæssigt plan - selv om psykologen måske kan tale om den slags følelser på et teoretisk plan.

Når psykologen giver udtryk for sin viden om, og indsigt i, hvad det vil sige at være menneske, kan det nogle gange virke konfronterende i forhold til klientens livserfaring og holdninger. Men det er en konfrontation, der ofte mister sine torne uden at miste sin styrke, hvis den stilles til rådighed på en spørgende måde: "Det er ikke helt klart for mig, om du mener, man kan drage omsorg for et barn uden i én eller anden grad at begrænse barnet?" Eller: "Så, hvis jeg forstår dig ret, så lyder det som om, du forestiller dig, at vi mennesker bare kan beslutte os for, hvilke følelser vi vil opleve i sådan en situation?" Her udfordrer psykologen omfanget af klientens antagelser, men formålet er ikke at overbevise klienten om en bestemt opfattelse, snarere at udfordre klienten til en personlig afklaring af spørgsmålet.

Det har altså helt afgørende betydning, at psykologen hele tiden er respektfuldt afventende over for klientens egne svar på spørgsmålene. Dermed forsvarer psykologen klientens værdighed og personlige integritet: Et menneskes personlige integritet er jo dybest set et udtryk for retten til selv at besvare livets store spørgsmål og for retten og viljen til at efterleve svarene på en personlig måde. I bund og grund er psykologens opgave blot - med en let omskrivning af Pablo Neruda - at gøre dét, i forhold til den anden, som foråret gør ved kirsebærtræerne.

_DSF1432


Hvad med barndommen?
Er det ikke også vigtigt, at man får 'bearbejdet sin barndom'? Jo, måske. Det er i hvert fald et faktum, at alle mennesker har haft smertefulde oplevelser i barndommen. Men det er også et faktum, at alle forlængst er vokset fra mange af de mindre barndomsbelastninger. Uanset hvor ulykkelige vi blev som børn, da vores forældre kom til at smide vores bedste legetøj ud, spiller det sikkert ikke den store rolle i dag. Men selv for mindre dramatiske belastninger kan de følelsesmæssige konsekvenser af måden, det hele skete på, dog have betydning i dag.

Der kan også være så voldsomme smertefulde oplevelser i barndommen, at det ubetinget kan være vigtigt, at man vender tilbage til dem som voksen, fordi de stadigvæk står i vejen for et meningsfuldt liv. Det gælder fx, hvis man som voksen overvældes af lammende eller ubehagelige følelsesmæssige erindringer fra barndommen - måske i første omgang uden at kunne gennemskue, at der er tale om følelsesmæssige erindringer. Det sidste medfører, at man ikke kan gennemskue, at de belastende følelser egentlig ikke har noget med den aktuelle situation at gøre.

Det kan også være en god idé at rette opmærksomheden mod barndommen, hvis man har en dårlig følelsesmæssig kontakt med sig selv, eller hvis man bliver opmærksom på forståelser og handlingsimpulser, man undrer sig over i den aktuelle situation. Her vil det være hensigtsmæssigt at søge tilbage til de barndomssituationer, hvor de følelsesmæssige oplevelser måske blev blokeret, eller hvor man udviklede en uforståelig reaktion på ét eller andet for at kunne overleve.

Det er med andre ord ikke særlig smart at lære mennesker at undgå ubehagelige følelser helt generelt. Det er tværtimod vigtigt, at de ubehagelige følelsesmæssige oplevelser bliver bemærket, fordi de kan være et vigtigt advarselssignal, og fordi de kan rumme anden vigtig følelsesmæssig information. Information, som vedkommende endnu ikke har taget til sig, fordi han/hun ikke kunne eller ville udholde følelsen, mens den foldede sig ud.

Så, selv om det som udgangspunkt giver god mening først og fremmest at beskæftige sig med sine aktuelle problemer, har det i nogle situationer åbenlys relevans at se tilbage på barndommen - for at forstå nogle uforståelige følelser, og for at få indsigt i, hvorfor man forstår verden, som man gør.

Hvad vil vi med vores fælles liv?
Mange vil sikkert sige, at den hér beskrevne tilgang til livet er urealistisk som et offentligt betalt 'behandlings'-tilbud til lidende mennesker. Bl.a. fordi det på kort sigt koster mange af penge. Det kan med andre ord være både kostbart og tidskrævende at hjælpe mennesker frem til et følelsesmæssigt meningsfuldt liv - hvad enten det er et barn, eller det er et voksent menneske, der skal have en ny chance. Og der er altid en risiko for, at den livsform, et menneske finder frem til som et følelsesmæssigt meningsfuldt liv, kan være i konflikt med tidens aktuelle politiske strømninger. Der vil således ikke engang være garanti for flere købekraftige forbrugere eller en mere stabil arbejdsstyrke. Hvad, vi vil gøre ved dét, er et politisk valg. Men dét valg annullerer ikke dit primære valg: Hvad vil du med resten af dit liv?

_DSF0394

Er du hjemme, nærværende,
når dit inderste selv banker på din opmærksomheds dør?
Eller er du ude og lede efter dig selv?